Lidt Til Lægterne & Kvindelandsholdet går sammen om den officielle EM-sang
Der er kun nogle uger til, at EM 2022 i kvindefodbold begynder i England, og nu kan vi løfte sløret for, at den officielle danske EM-sang skal laves i samarbejde med duoen Lidt Til Lægterne.
“Vi er meget glade og stolte over at få lov til at lave den officielle EM-sang til Kvindelandsholdet. Vi vil gerne lave en ornli’ sommerslasker, som danskerne og spillerne kan feste til, når Danmark kæmper om medaljer ved EM. Vi håber også, at sangen kan være med til at få de danske fans til at lære spillerne bedre at kende,” fortæller Lidt Til Lægterne.
Lidt Til Lægterne høstede stor opmærksomhed for deres kreative fodboldsange ved EM for Herrelandsholdet sidste år, og da året var omme, kunne hele Danmark synge med på duoens originale rim. Nu har de lagt sig i selen for at lave den officielle EM-sang til Kvindelandsholdet frem mod slutrunden i England, som starter i juli, og beder derfor om fansenes input til sangen via Lidt Til Lægternes Instagram og Tiktok: ”På de sociale medier har vi i Lidt til Lægterne en fantastisk og aktiv følgerskare, som altid sender masser af gode ideer til sange i vores indbakke. Og i forbindelse med denne sang kunne det være mega fedt, hvis folk vil byde ind med fun facts om holdet og spillerne. Gerne bud på rim som inddrager spillernes navne.”
Kvindelandsholdet selv kommer også til have en stor rolle på selve sangen, hvor det er tanken, at de skal synge flere linjer og også være med i den officielle musikvideo. Sangen bliver den kun anden af slagsen, da der tidligere er udgivet én officiel landsholdsang for Kvindelandsholdet i fodbold.
Martin Ramtung, fankoordinator i DBU, glæder sig både til en ny EM-slutrundesang at nynne med på – og til at høre fansenes kreative indslag: ”Vi går endnu en fantastisk EM-sommer i møde med Kvindelandsholdet i England, hvor både de danske fans på lægterne i England og herhjemme foran tv-skærmene kan forvente masser af god fodboldunderholdning. Og toppet med en EM-sang fra Lidt til Lægterne er der virkelig noget at glæde sig til som dansk fodboldfan den her sommer,” siger Martin Ramtung.
Sangen udkommer d. 24. juni på dagen, hvor Danmark spiller en historisk testkamp mod Brasilien i Parken som optakt til EM.