Undersøgelsens spørgeskema udsendes til medlemmer af udvalgte klubber landet over og har ikke som udgangspunkt til formål at evaluere den enkelte klub men medlemstilfredsheden i dansk fodbold i det hele taget. Eksempelvis skal den sikre viden om, hvordan børne- og ungdomstrænere agerer i børne-/ungdomsmedlemmers øjne, tilfredshed med fodboldens fysiske og digitale rammer, fodboldspilleres syn på klubliv osv.

 

DBU’s nye strategi er katalysator for tilblivelsen af undersøgelsen

DBU har ved årsskiftet lanceret en ny strategi. Den nationale undersøgelse, som nu udsendes, har en tæt tilknytning til strategien.

- Den nye strategi skal jo blandt andet skabe bedre børneliv og fastholde og tiltrække medlemmer, trænere og frivillige i fodbolden. Det er bestyrelsens ønske, at det skal være muligt at følge strategiens indsatser og måle på udviklingen, og derfor iværksættes denne undersøgelse nu, udtaler Bent Clausen, næstformand i DBU.

Det seneste år har været fantastisk for fodbolden i Danmark og ved offentliggørelsen af klubbernes medlemstal tidligere på foråret, var der en kæmpe fremgang i antallet af fodboldspillere. En del af DBU’s strategi handler om at fastholde og tiltrække medlemmer, og derfor er kvaliteten i tilbuddene til medlemmerne helt essentiel.

- Med denne nye undersøgelse forventer vi at blive langt klogere på, hvor vi står i fodbold-Danmark bredt set lige nu, og den vil samtidigt give os et udgangspunkt at sammenligne med, når vi om nogle år skal evaluere vores strategiske arbejde, forklarer administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, og fortsætter:

- Vores ønske er naturligvis, at medlemmernes tilfredshed og trivsel hele tiden øges, og at de får de bedst mulige oplevelser i og med fodbolden. Nu måler vi, hvordan det står til lige nu, og så arbejder vi strategisk og målrettet fra det udgangspunkt, så vi forhåbentligt kan måle en positiv udvikling om nogle år, når vi laver samme undersøgelse igen.