Futsal-landsholdet kender nu kommende modstandere i VM-kvalifikationen
Futsal-Landsholdet møder Finland og Rumænien, når de for første gang nogensinde skal spille i en Main Round i VM-kvalifikationen.
Det bliver historisk, når Futsal-Landsholdet for første gang nogensinde skal deltage i en Main Round i VM-kvalifikationen. Nu kan forberedelserne endelig gå i gang, efter det i dag blev fastlagt, at det danske landshold møder Finland og Rumænien. En lodtrækning som ifølge landstræner, Nikolaj Saabye, kommer til at give Danmark kamp til stregen:
"Det er en svær lodtrækning. Specielt Rumænien fra andet seedningslag, med seks til otte brasilianere bliver en stor mundfuld. Finland har vi altid haft svært ved at vinde over, men det ligner, at det er der, vi skal hente vores point, selvom de er fra første seedningslag," siger Nikolaj Saabye.
På trods af de svære modstandere betyder kampene i Main Round også, at nogle af Europas bedste futsal-landshold kommer forbi Danmark, og det er noget Nikolaj Saabye ser frem til.
"På trods af niveauet hos de to modstandere, så bliver det spændende med to hjemmekampe i henholdsvis november og marts. Vi håber på stor opbakning fra publikum, og glæder os til at prøve os af på højeste niveau og kunne byde på en sand futsal-fest," fortæller Nikolaj Saabye.
Futsal-Landsholdet har syv gange tidligere mødt Finland. Her er det blevet til seks nederlag og en enkelt uafgjort. Holdet har ikke tidligere mødt Rumænien.
Sådan ser kamprogrammet ud for Danmark:
Oktober, Rumænien – Danmark.
November, Danmark – Finland.
Marts, Danmark – Rumænien og Finland – Danmark.
Datoer og spillesteder vil blive offentliggjort så snart de er på plads. Hold dig opdateret inde på Futsal-Landsholdets Facebokside lige her.