DBU vælger base camp-hotel til VM i Qatar
Herrelandsholdet skal bo på Hotel Retaj Salwa under VM i Qatar. Hotel og træningsanlæg giver de bedste sportslige rammer for holdets VM-deltagelse. Hotellet er valgt efter grundigt forarbejde og dialog om arbejdsrettigheder blandt ansatte og leverandører.
Tirsdag den 22. november skal Herrelandsholdet spille første kamp mod Tunesien til VM-slutrunden i Qatar.
Efter længere tids undersøgelse og forhandling har DBU valgt hotellet Retaj Salwa som base camp for Herrelandsholdets ophold under hele VM-slutrunden.
DBU har haft kig på Retaj Salwa igennem længere tid og har bl.a. brugt tiden på både at få det hele på plads samt på at undersøge hotellet og hotellets leverandører i en såkaldt due diligence-proces med fokus på særligt arbejdstagerforhold.
Hotel Retaj Salwa ligger lidt uden for centrum i Doha, hvilket giver de bedste rammer for at skabe rolige omgivelser og det særlige fællesskab, der har kendetegnet Herrelandsholdet de senere år, fortæller landsholdschef Christian Nørkjær:
”Spillere, trænere og os i staben skal være sammen i forhåbentlig rigtigt lang tid og ønsker at skabe gode rammer til at slappe af, hygge os og forberede os til de vigtige VM-kampe. Det får vi på Retaj Salwa, der har gode faciliteter og forhold. Hotellets træningsanlæg har høj standard og ligger blot 15 minutters kørsel væk. Vi er meget tilfredse med den samlede pakke,” siger landsholdschefen.
Den endelige aftale med Retaj Salwa er underskrevet efter en længere due diligence-proces, hvor DBU sammen med eksterne samarbejdspartnere har undersøgt både hotellet og leverandører i forhold til arbejdstagerforhold. Siden sidste efterår har DBU haft dialog med bl.a. medarbejdere og ledelse på hotellet, VM-arrangørerne fra Supreme Committee for Delivery & Legacy, FIFA, den internationale fagbevægelsesorganisation BWI og FN’s arbejdsorganisation, International Labour Organization (ILO). Dette omfatter blandt andet et tilsynsprogram, som FIFA og Supreme Committee vil gennemføre med rådgivning fra ILO og BWI.
Samarbejdet og resultatet glæder DBU-direktør. Jakob Jensen.
”Der har i årevis været relevant kritik af arbejdsforholdene op til VM i Qatar. I DBU har vi gennem mange måneder arbejdet på at sikre, at hotellet og leverandører lever op til regler og retningslinjer. Vi har bl.a. fået indsigt i rapporterne fra tilsynsbesøg på hotellet og har kunnet gå i direkte dialog med både medarbejdere og ledelse om at følge op, når der har været udfordringer, og den model for due diligence bliver nu brugt af andre fodboldforbund,” siger han.
Hos FN’s arbejdsorganisation, ILO, roser Max Tunón, chef for ILO’s kontor i Qatar, forløbet og samarbejdet med både DBU, FIFA, BWI og VM-arrangørerne fra Supreme Committee:
”Vi opfordrer andre fodboldforbund til at følge denne tilgang. Den danske model med at gennemføre en due diligence ikke bare motiverer ledelse og arbejdere til at forbedre arbejdsforhold, men skaber også varige aftryk efter VM-slutrunden. Vi værdsætter Supreme Committees engagement ved at etablere en platform for ILO og det qatarske arbejdsministerium til at træne og uddanne både medarbejdere og ledelse i hotelbranchen,” siger han.
Herrelandsholdet skal efter planen rejse til Qatar en uge før den første kamp den 22. november.