I denne podcast fra Fodboldmagasinet Øst rettes blikket mod DBU Børneklub for at finde ud af, hvordan værktøjet kan styrke klubbernes arbejde med udviklingen af deres børnemiljø i samarbejde med DBU’s lokalunioner. I udsendelsen debatterer klubfolk og Jesper Jacobsen fra DBU Bredde blandt andet, hvad en nedskrevet børnepolitik kan indeholde, hvorfor det er vigtigt at prioritere børnefodbolden økonomisk, og hvorfor tilknytningen af en børneudviklingstræner kan give et vigtigt løft til børnemiljøerne i dansk fodbold.

Jeg tror klubberne skal indstille sig på, at det er en saga blot, at børne- og ungdomsafdelinger skal finansiere 1.senior. Jeg tror ikke – forståeligt nok - at folk vil finde sig i det mere. Jesper Jacobsen, Teamleder DBU Børnefodbold

Panelet diskuteter også DBU’s børnerettigheder, hvor retten til fodbold, dannelse og social sikkerhed er nogle af de rettigheder, som kommer under kærlig behandling af kyndige klubfolk.

Det er vigtigt for mig, at alle børn i klubben ved, hvem jeg er, og at jeg kan alle deres navne. Vi tilbyder også den samme træningsmængde og de samme materialer uanset niveau, og uanset om det er drenge eller piger. Jesper Westermann, sportslig leder i FA2000

Besøg fra FA2000 og Roskilde KFUM

Fodboldmagasinet Øst udgives i et samarbejde mellem DBU Sjælland og DBU København. I denne udsendelse består panelet af Jesper Westermann som er sportslig leder i FA2000 på Frederiksberg, som er en af Danmarks største fodboldklubber. Palle Olsen som er børneudviklingstræner, DBU instruktør og topcenteransvarlig i Roskilde KFUM, der har et tæt samarbejde med de lokale klubber i Roskilde-området. Og endelig Jesper Jacobsen, som er teamleder for DBU Børnefodbold. Vært er Dan Pedersen, som er kommunikationschef i DBU København.

 

Sådan bliver I DBU Børneklub

Hvis I er motiverede og klar til at skabe (endnu) bedre rammer og oplevelser for jeres børn – så er vi det også. Gennem arbejdet med at blive (og være) en DBU Børneklub, kan I komme med os ud på en spændende rejse med at styrke klubmiljøet for børnene.

Kontakt jeres sædvanlige klubrådgiver eller lokalunionskontor, hvis I ønsker at vide mere eller indgå i samarbejde om at jeres klub skal være en DBU Børneklub.

DBU Børneklub udspringer af DBU’s nye børnefodboldstrategi

I begyndelsen af 2021 blev DBU’s nye børnefodboldstrategi vedtaget. Målet er at skabe verdens bedste børnefodbold. DBU Børneklub er et vigtigt element, da formålet er at øge kvaliteten af børnefodboldmiljøerne i de danske fodboldklubber. Læs mere om hele børnestrategien her.