Lars Knudsen tager to år mere som U-landstræner
Lars Knudsen har valgt at takke ja til at fortsætte som dansk U-landstræner på drengesiden. Den nuværende landstræner for de danske U19-landshold på drengesiden fortsætter frem til sommeren 2024.
I slutningen af 2021 kom nyheden om, at U-landstræner Kenneth Weber har forlænget sin kontrakt. Starten af det nye år byder så på nyheden om, at endnu en ungdomslandstræner fortsætter.
44-årige Lars Knudsen har indgået en aftale med DBU om yderligere to år på posten som dansk U-landstræner på drengesiden, og han er begejstret over muligheden for at fortsætte arbejdet med landets største talenter og samarbejde med dygtige kolleger.
”Jeg er rigtig glad for at forlænge min aftale med DBU. Miljøet i landstrænergruppen er både inspirerende og udviklende, og der er skabt et stærkt samarbejde i gruppen, som jeg nyder at være en del af. Jobbet som landstræner interessant, da du også bliver involveret i andre opgaver end arbejdet med det hold, du primært koncentrerer dig om. Så både fodboldfagligt og ledelsesmæssigt rummer jobbet mange perspektiver,” siger Lars Knudsen og uddyber:
”De resultater, vi præsterer med landsholdene, er i høj grad opnået på baggrund af klubbernes rigtigt stærke talentudviklingsarbejde. Vi ser hele tiden danske klubber, der udvikler sig og løfter sig på talentudviklingen, og det er helt afgørende for, at vi som fodboldnation kan nå endnu højere op. Vores gode samarbejde med klubberne er en stor styrke for det samlede talentarbejde i Danmark,” slutter Lars Knudsen
Lars Knudsen har nu kontrakt frem til sommeren 2024, og at han også har valgt at fortsætte, giver ifølge DBU’s talentudviklingschef for herrer, Flemming Berg, en vigtig kontinuitet i DBU’s talentarbejde, men også i landstrænergruppen for U-landsholdene.
”Vi har en rigtig dygtig landstrænergruppe, som Lars er en vigtig del af. Lars er en både meget erfaren og faglig skarp træner, der giver meget til sine kollegaer og sine spillere. Det har han vist mange gange i de seneste år, hvor han altid viser et stort overblik i samarbejdet med vores klubber og en stærk indsigt i de talentårgange, som vi arbejder med. Så vi er glade, for at han har valgt at fortsætte med at udvikle og dygtiggøre vores store talentmasse frem til 2024,” siger Flemming Berg, der også understreger vigtigheden i, at alle U-landstrænerne nu er ansat på længerevarende aftaler, da det skaber god ro og kontinuitet - to helt afgørende parametre i alt talentudvikling.
Landstræner Lars Knudsen og det danske U19-landshold kan nu se frem mod en spændende forårssæson og er allerede i fuld gang med forberedelserne til Elite Round, hvor ambitionerne naturligvis er at kvalificere Danmark til U19-EM.