GF Forsikring bliver partner for landsholdsfans
En bedre sikring for de danske landsholdsfans er vigtigste output af ny aftale mellem DBU og GF Forsikring.
Ny aftale mellem DBU og forsikringsselskabet GF Forsikring skal være med til at skabe mere værdi for fans af de danske landshold.
Aftalen løber frem til 31. december 2024 og vil bl.a. betyde, at landsholdsfans vil få tilbud om forsikringer, og at GF vil tage aktivt del i nogle af de oplevelser, DBU giver fans både nationalt og lokalt.
Adm. direktør Jan Parner fra GF Forsikring uddyber:
”Den samfundsmæssige udvikling går henimod, at de reelle værdier og den virkelige værdi skabes i et tæt bånd mellem virksomheder og organisationer. I GF Forsikring er vi utroligt stolte over, at vi kan binde bånd sammen med de danske fodboldfans. Vores ambition er at være lige så relevante for lilleputten i den lokale klub, som vi vil være for fodboldfans under landskampene.”
Forholdene for fans er også i højsædet i DBU. Det er et fokuspunkt i DBU´s nye strategi, at landsholdenes fans i endnu højere grad skal samles og begejstres om landsholdene, og i det arbejde skal det være sikkert og trygt at gå til landsholdsfodbold. Det siger kommerciel direktør i DBU, Ronnie Hansen:
”Fansene er i højsædet i alt, hvad vi foretager os. De er bærende for landsholdets succes, og vi har set, hvor stor betydning de rød-hvide farver på lægterne har for den danske kultur, spillet på banen og en folkefest, som den vi så i sommer. Derfor har vi også et ansvar i at sikre gode forhold for vores fans, og aftalen med GF er et godt skridt i den retning,” siger Ronnie Hansen og fortsætter:
”Vi er stolte af og glade for aftalen med GF. Vi deler et fælles værdisæt; vi er begge foreningsbaseret, har det samme antal medlemmer og arbejder på at skabe socialt og økonomisk engagement i hele landet. Det arbejde kan vi nu fortsætte stærkere sammen.”
Aftalen gælder fra dags dato.
Fakta om GF Forsikring:
GF Forsikring er et landsdækkende forsikringsselskab med mere end 330.000 medlemmer og over 700 medarbejdere, fordelt i GF Huset i Odense og på 45 lokale kontorer over hele Danmark, fra Rønne i øst til Esbjerg i vest. Som medlemsejet selskab skal GF ikke tjene penge til aktionærer og deler i stedet overskuddet med medlemmerne. I 2022 får medlemmerne overskudsdeling på mere end 265 millioner kroner.