Nu nærmer det endelige slag sig - GRAND FINALS!
Kampen om at blive Danmarks bedste fodboldklub-hold på eFodbold-banen.

16 hold fordelt med 8 i hver pulje for hhv. U13-U16 og U17+ dyster om at kunne løfte pokalen d. 23. april. Normalt spilles deres kampe hjemme i den lokale fodboldklub, men til Grand Finals er det anderledes. Meget anderledes!

Rammen er nemlig Danmarks største gaming event, Gamebox Festival, hvor der venter deltagerne en oplevelse ud over det sædvanlige. Festivalen fylder nemlig 30.000 m2 af MCH Messecenter Herning ud med gaming i alle former og et stort LAN-party- foruden DBU eFodbold-finalerne naturligvis.

- Vi er super glade og stolte over at kunne invitere vores eFodbold-klubber ind i nogle storslåede rammer, når det hele skal afgøres, fortæller DBU eFodbold-projektleder Søren Erik Nielsen og uddyber:

- En finale fortjener en scene, og det bliver en stor dag i eFodboldens tegn. Vi glæder os til at se de kvalificerede hold, men håber også at mange andre eFodbold-interesserede vil lægge vejen forbi.


Mød og dyst mod eFodboldlandsholdets stjerner

Gamebox Festival afvikles fra 22.-24. april, hvor DBU eFodboldboldfinalerne afgøres d. 23. april. De øvrige dage er det også muligt at møde os (DBU eFodbold) til en snak og en masse fede  konkurrencer og FIFA-aktiviteter - herunder den unikke mulighed for at møde og spille mod både eFodbold-landsholdsspillere og landstræneren.

- Det er super fedt, at landsholdets har valgt at bakke op om vores finaler. Der er næppe en bedre mulighed for at få afprøvet sine FIFA-skills end mod landsholdsspillerne. Så herfra skal da lyde en opfordring til at komme forbi vores stand på Gamebox Festival, hvis man selv eller én man kender er vild med FIFA, afrunder Søren.

Som et særtilbud til de danske fodboldklubber tilbyder Gamebox Festival 10% rabat på billetterne, hvis en klub bestiller flere end 10 billetter. Bestilling skal foretages via MCH's billetsalg på 99269999 eller billetsalg@mch.dk.