Bornholm og DBU forlænger samarbejde om velfærden
Efter to års venten blev der i går endelig sat en endelig underskrift på forlængelsen af velfærdsalliancen mellem DBU, DBU Bornholm og Bornholm Regionskommune. Den skal blandt andet få flere børn ud på fodboldbanen.
Torsdag kunne borgmester i Bornholm Regionskommune, Jacob Trøst, endelig sætte sin underskrift på en forlængelse af den velfærdsalliance, som kommunen har haft med DBU siden 2017. Dermed fortsætter det tætte samarbejde som minimum et par år endnu.
Samarbejdet glæder borgmester Jacob Trøst:
”Jeg glæder mig over Bornholms samarbejde med DBU til gavn for mange børn, unge og voksne, som finder glæde og fællesskab i samværet omkring fodbolden. Som knægt tilbragte jeg selv utallige aftener på den lokale fodboldbane og fik på den måde både venskaber og god motion”
Underskriftsseancen er blevet udskudt ad flere omgange på grund af corona. Den nye aftale blev oprindeligt indgået for et par år siden, og flere af projekterne er af den grund allerede oppe at køre i kommunen. Det gælder blandt andet projektet ’Fodbold for Fremtiden’, der har til formål at hjælpe unge ud på arbejdsmarkedet igen.
“Bornholm Regionskommune og DBU Bornholm har haft et tæt samarbejde gennem flere år, og med denne aftale får vi rammesat dette samarbejde. Det er godt for understøttelsen af fodboldklubberne og for muligheden for at byde nye målgrupper ind i fodboldens fællesskaber her på og udenfor Bornholm,” siger Lars Albæk, formand for DBU Bornholm.
Samarbejdet får også indflydelse på solskinsøens yngste borgere, der fortsat kan sparke til bolden i projektet ’Børnehavefodbold’. Derudover vil der i kommunen være tilbud om Fodbold Fitness rundt om i de lokale klubber, så glæden ved fodbold kan deles mellem folk uanset alder.
DBU og lokalunionerne er nu oppe på 34 velfærdsalliancer landet rundt. Siden 2014 har alliancerne styrket klubbernes samarbejde med kommunerne og skabt værdi for både kommunernes borgere og de lokale fodboldklubber.
Velfærdsalliancen mellem Bornholm Regionskommune og DBU løber frem til 2023.