Årets sidste opgave for U21-landstræner, Jesper Sørensen, og assistenttræner, Steffen Højer, foregik et stykke uden for kridtstregerne, da den danske U21-trænerduo for nyligt satte deres underskrift på en forlænget kontrakt med DBU frem til 2024.

”Jeg er glad for, at DBU har været tilfredse med det arbejde, der er lavet omkring U21-landsholdet, og at de, ligesom jeg selv, ønsker at forlænge. Det betyder også, at vi nu får ro på i trænerteamet og kan gå frem mod den næste store opgave, som er at kvalificere os til U21 EM-slutrunden i 2025 med et nyt kuld unge og talentfulde spillere, som jeg ser meget frem til at arbejde sammen med mod nye mål. Og så har det haft stor betydning for min beslutning, at Steffen Højer også forlænger. Vi har et stærkt samarbejde, som fungerer rigtig godt,” siger Jesper Sørensen.

Og den danske trænerduos samarbejde er da også en stor grund til at forlænge hos netop Steffen Højer:

”Det er anden gang, at jeg og DBU forlænger, og det er der en grund til. Jeg synes, det er fantastisk fortsat at få mulighed for være en del af den udvikling, vi har i dansk talentudvikling. Jeg nyder at arbejde sammen med både Jesper og resten af holdet og ikke mindst de spillere, der er en del af holdet. Nu har vi lidt arbejdsro, men kan jo snart se frem mod en nye EM-kvalifikation,” siger Steffen Højer

Kenneth Heiner-Møller, Talent- og Udviklingschef i DBU, er glad for, at de to landstrænere fortsætter i jagten på en EM-billet til slutrunden i 2025:

”Det er to centrale kontraktforlængelser, vi har fået på plads med Jesper og Steffen. Begge trænere er væsentlige for vores landsholds og landsholdsspilleres udvikling og præstation – både nedad til U-landsholdene, og opad til A-landsholdet. De nye spillere, der kan udgøre det kommende U21 landshold har allerede været samlet til to gode præstationer mod Sverige og Ungarn, og nu er der god tid til at forberede spillerne og holdet mod de præstationer, der skal sikre os deltagelse til EM i 2025,” lyder det fra Kenneth Heiner-Møller.

Næste opgave inden for kridtstregerne bliver i det nye år, hvor to testkampe forventes at komme på plads for det danske U21-landshold.