Kvindelandsholdet tester VM-formen i Frankrig
Lars Søndergaards tropper begynder landsholdsåret 2023 med tre kampe i en testturnering i Frankrig.
For første gang nogensinde deltager Kvindelandsholdet i træningsturneringen ’Tournoi de France’ i Laval og Angers (i Frankrig).
Turneringen afholdes for tredje gang, og udover Frankrigs kvindelandshold skal Lars Søndergaards tropper teste formen mod naboerne fra Norge og Uruguay.
Tournoi de France løber fra den 15. til 21. februar. Danmark indleder turneringen mod de franske værter, der spillede sig i semifinalen ved sommerens EM i England. Kampen er onsdag den 15. februar.
Danmark møder Norge søndag den 18. februar og slutter turneringen af mod sydamerikanske Uruguay den 21. februar
Lars Søndergaard ser turneringen i Frankrig som en vigtig forberedelse til VM:
”Turneringen i Frankrig bliver en spændende test for os frem mod sommerens VM. Vi møder to europæiske topnationer i Frankrig og Norge, og vi får samtidigt prøvet os af mod en anderledes modstander i Uruguay. Vi glæder os til at sparke et stort fodboldår i gang,” siger Lars Søndergaard.
Det er endnu ikke bekræftet, hvor kampene vises på dansk TV.
Både Frankrig, Norge og Danmark skal spille VM til sommer. Danmark møder Kina, europamestrene fra England og en endnu ukendt modstander til slutrunden, der begynder den 20. juli 2023.
Kvindelandsholdet har de seneste mange år deltaget i Algarve Cup i februar eller marts. Algarve Cup afholdes ikke i 2023.