Spillerne har talt, og i samarbejde med DBU og Spillerforeningen kan vi nu offentliggøre de tre nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller 2022:

Joachim Andersen, Pierre Emile-Højbjerg og Christian Eriksen.

Det er de danske fodboldspillere i ind- og udland, der har nomineret de tre landsholdsspillere, og det er også de danske elitefodboldspillere, der beslutter, hvem der skal hyldes som Årets Mandlige Fodboldspiller til DR’s store sportgallashow, Sport 2022, i Boxen i Herning d. 7. januar 2023

26-årige Joachim Andersen er for første gang nomineret til den mest prestigefyldte pris i dansk fodbold. Crystal Palace-spilleren har leveret stærke præstationer i Premier League, mens forsvarsspilleren på landsholdet har konsolideret sin plads blandt Hjulmands 11 foretrukne.

Christian Eriksen er på alle måder tilbage. Tilbage på fodboldbanen, tilbage i verdenseliten og altså tilbage som en af de nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller – en pris, den 30-årige Manchester United-spiller har vundet fem gange tidligere i karrieren.

Pierre-Emile Højbjerg har til gode at vinde prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller, selvom han har været nomineret ved flere lejligheder. Den 27-årige Tottenham Hotspur-spiller har i den forgange sæson høstet stor anerkendelse for sit spil på både klub- og landshold, og de præstationer belønner kollegaerne altså med en nominering til Årets Mandlige Fodboldspiller 2022.

De nominerede:

  • Joachim Andersen, Crystal Palace FC
  • Pierre Emile-Højbjerg, Tottenham Hotspurs
  • Christian Eriksen, Manchester United

Om kåringen

At blive kåret som Årets Mandlige Fodboldspiller er den største, individuelle pris i dansk fodbold. Ikke kun fordi man med kåringen opnår en plads i historiebøgerne, men specielt fordi det er kollegerne - fodboldspillerne i Danmark og de danske udlandsprofessionelle - der vælger Årets Mandlige Fodboldspiller. Prisen uddeles i et samarbejde mellem Spillerforeningen og DBU med Hessel HiRE som prispartner.