Dansk fodbold donerer beløb til migrantarbejdere i Qatar
Alle scorede mål i dansk fodbold i november er nu talt sammen. Alle scorede mål bliver derfor omsat til kroner og øre og går ubeskåret til at hjælpe migrantarbejdere i Qatar.
55.911 scorede mål. Det betyder, at dansk fodbold nu kan donere 559.110 kroner til fordel for migrantarbejdere i Qatar, da hvert scorede mål var 10 kroner værd i november måned.
Scoringerne i november er både lavet af unge fodboldspillere i bredden, i pokalturneringer og af professionelle i Gjensidige Kvindeliga og 3F Superliga.
Det er DBU i samarbejde med DBU Bredde, Kvindedivisionsforeningen og Divisionsforeningen, der står bag beslutningen, der blev truffet tidligere i år. Her blev der besluttet en lang række indsatser i forbindelse med VM i Qatar herunder konkrete projekter i Qatar, som kan være med til at gøre en forskel for migrantarbejdere efter slutrunden, forklarer adm. direktør i DBU, Jakob Jensen:
”På vegne af hele dansk fodbold kan vi nu bidrage med konkret støtte til migrantarbejdere i Qatar. Det kan være med til at sikre bedre vilkår for flere i fremtiden. Vi er klar over, at donationen fra dansk fodbold ikke kan stå alene, men jeg er stolt over bidraget fra et samlet dansk fodbold,” siger Jakob Jensen.
Donation kan gøre en forskel
Donationen fra dansk fodbold går til BWI, The Building & Workers’ international, der er den internationale fagforening for arbejdere i byggeindustrien. Donationen er øremærket migrantarbejdere i Qatar efter gensidig aftale med BWI, og beløbet går ubeskåret til at forbedre forholdene for migrantarbejdere i Qatar efter VM.
Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder hos BAT-kartellet i Danmark, er taknemlig over donationen fra dansk fodbold, fortæller han:
”Tak for de mange mål. En halv million kroner kan gøre en stor forskel for migrantarbejderne i Qatar. Fra Building and Woodworkers International, BWI, vil vi sørge for, at denne fornemme donation vil blive anvendt bedst muligt i kampen for at styrke arbejdstagerrettighederne i Qatar,” udtaler Gunde Odgaard.
DBU’s initiativ om at donere et beløb til migrantarbejdere er et af flere initiativer og led i en længere kritisk dialog for at forbedre forholdene i Qatar. Du kan læse mere om DBU’s arbejde på området her.