Flere piger og kvinder spiller fodbold, mens både U17-pigelandsholdet og Kvindelandsholdet skal til EM de næste måneder.

Den positive udvikling skal fortsætte - også på ungdomslandsholdene. Derfor bliver Anja Heiner-Møller ansat som ny U19-kvindelandstræner, mens Kristine Pedersen bliver træner for U16-pigelandsholdet. Samtidig forlænger Claus Struck sin aftale som U17-pigelandstræner.

Anja Heiner-Møller og Kristine Pedersen begynder i jobbet den 1. juli og bliver de første kvindelige cheftrænere siden Birgitte Ladefoged var U21-landstræner i 2005. Anja Heiner-Møller glæder sig:

”Jeg er stolt over at få tilbudt dette landstrænerjob. Specielt fordi det er U19, som er et utroligt spændende alderstrin inden det største trin af dem alle: A-landsholdet. Fra mit job i FC Nordsjælland ved jeg, at spillerne i denne transitionsalder har en ekstra stor motivation og er fantastiske at arbejde med, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Timingen i jobbet er også rigtig attraktiv, fordi landsholdsfodbold og kvindefodbold er i rivende udvikling,” siger Anja Heiner-Møller.

Også den nye U16-landstræner, Kristine Pedersen, ser frem til muligheden:

”Danske kvindefodbold er virkelig på vej frem, og det er sindssygt spændende at arbejde med de her unge talenter. Jeg glæder mig til at bringe mine egne erfaringer som spiller og træner ind i jobbet, og jeg glæder mig til at give tilbage og være en del af pigernes udvikling. U16 er en fed årgang med ekstremt ærgerrige spillere, der gerne vil lære,” siger Kristine Pedersen.

Fuldtidsansættelserne er endnu et positivt skridt for dansk kvindefodbold, fortæller talentchef Anders Gerber:

”Jeg er rigtig glad for, at vi kan sammensætte så god og fagligt kompetent en U-landstrænergruppe med Anja, Claus og Kristine, der komplementerer hinanden godt. Vi opjusterer, så trænerne nu kun har ansvar for deres respektive landshold. Dermed får de alle rigtig gode forudsætninger for et endnu tættere samarbejde med klubberne, så vi sammen kan sætte den bedste retning for udviklingen af kvindefodbolden,” siger Anders Gerber.

Anja Heiner-Møller kommer fra jobbet som cheftræner for FC Nordsjællands U18-piger og har i denne sæson været assisterende landstræner på U16-pigelandsholdet. Hun har A-trænerlicens og er i gang med UEFA Pro-licensuddannelsen.

Kristine Pedersen er tidligere assistenttræner for både U17-pigelandsholdet og U19-kvindelandsholdet. Hun har i foråret 2022 været chef for talentcenter U15 syd og U19-kvindelandstræner, efter Jacob Friis er stoppet. Kristine Pedersen har A-trænerlicens.

Claus Struck har været U17-pigelandstræner siden august 2020 og fortsætter i jobbet. Han og resten af U17-landsholdet rejser i weekenden til EM i Bosnien-Hercegovina.