Kvindelandsholdet støtter UNICEF og Ukraines børn
Kvindelandsholdet går fredag aften på banen for vigtige point mod Malta. Samtidig vil kvinderne markere deres støtte til Ukraines børn ved at have det danske, maltesiske og ukrainske flag på brystet af trøjerne. Efter kampen signerer spillerne de unikke trøjer, som bortauktioneres til fordel for UNICEF’s arbejde i Ukraine.
Til fredagens udekamp i VM-kvalifikationen mod Malta har alle spillerne på det danske kvindelandshold valgt at stå sammen for Ukraines børn, der lige nu har akut brug for hjælp og beskyttelse.
Danmark stiller derfor op i de helt nye EM-trøjer, der til kampen i Valletta helt ekstraordinært har det danske, maltesiske og det ukrainske flag side om side på brystet. En samlet dansk spillertrup har besluttet at sætte de unikke matchworn trøjer på auktion og lade hele beløbet gå til UNICEF’s indsats for børnene i det krigshærgede land.
Kvindelandsholdet: Vi er alle berørte af situationen
Midtbanespiller og Juventus-stjerne Sofie Junge siger om spillernes beslutning om at bortauktionere trøjerne til fordel for Ukraines børn:
”Vi spillere på Kvindelandsholdet er meget berørte af de billeder, videoer og vidneudsagn, der beskriver situationen i Ukraine efter Ruslands invasion. Vi ønsker derfor at markere vores støtte til Ukraine, der lige nu kæmper for frihed og fred, ved at spille med specialdesignede trøjer. Samtidig håber vi at kunne samle mange penge ind til UNICEF’s arbejde for Ukraines børn ved at bortauktionere trøjerne”.
Trøjeauktionen er åben
Allerede nu er auktionen for Sofie Junge, Simone Boye, Sofie Svava, Sanne Troelsgaard og resten af landsholdets trøjer fra VM-kvalifikationskampen mod Malta åben: www.odendo.dk/dansk-boldspil-union
Auktionen varer frem til skærtorsdag d. 14. april og lukker på forskellige tidspunkter i løbet af skærtorsdag aften.
Det er også muligt at støtte indsamlingen med 50 kr. ved at sende en sms med teksten DBU til 1900 eller give et valgfrit beløb via Mobilepay 445599.
Kamptrøjer kan gøre en stor forskel for børnene
UNICEF Danmark er taknemmelige og stolte over spillernes engagement og støtte til arbejdet for børnene i det krigshærgede land.
”Vi er dybt taknemmelige og stolte over, at Kvindelandsholdet stiller op for børnene i Ukraine. Vi ved, at fodbold og landsholdet kan samle danskerne. Jeg er derfor ikke i tvivl om, auktionen af spillernes trøjer vil hjælpe UNICEF med at gøre en reel forskel for børnene, der er uskyldige ofre for krigen”, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Dansk fodbold støtter Ukraines børn
I marts og april er de blå og gule farver synlige ved andre landskampe, fra U-17 til Herrelandsholdet, for at markere støtten og indsamle penge til UNICEF’s arbejde for børnene. Læs mere her.
Til kampen på Malta bliver Ukraines farver også repræsenteret, når Kvindelandsholdet går på banen i gule og blå indløbstrøjer, inden kampen fløjtes i gang.