Gjensidige Kvindepokalfinalen spilles i Hjørring
Når Fortuna Hjørring og FC Thy-ThistedQ brager sammen til dette års pokalfinale 13. maj, bliver det på Fortuna Hjørrings hjemmebane, Nord Energi Arena.
Der er lagt op til et jysk topbrag, når Fortuna Hjørring hjemme tager imod FC Thy-ThistedQ i dette års pokalfinale. Hjemmeholdet fra Nordjylland vandt i 2019 trofæet for 9. gang i klubbens historie, mens FC Thy-ThistedQ løb med sejren sidste år.
Derfor glæder Fortuna Hjørring sig også til at skabe rammerne for finalen i Gjensidige Kvindepokalen:
"En pokalfinale på Nord Energi Arena bliver uden tvivl en stor oplevelse for os i Hjørring. Det betyder meget, at DBU placerer kampen her på Nord Energi Arena. Hjørring er jo kendt som byen med fodbold for kvinder. En sådan finale er jo topfodbold", siger Jette Andersen, direktør i Fortuna Hjørring.
At kampen om trofæet samtidig er et opgør mellem to liga-rivaler, er kun en fordel, fortsætter hun:
"I år, hvor vi ligger pænt i ligaen, er det jo dejligt, at vi også skal i det endelige ”slagsmål” om pokalen. Nu skal vi arbejde på, at få rigtig mange tilskuere på stadion, og her er det jo en kæmpefordel, at modstanderen er en naboklub. Der kommer mange fra vores eget område, og jeg er sikker på, at der også kommer mange fra Thisted. Vi får et rigtigt festligt lokalbrag."
Det er ikke kun Fortuna Hjørring, der er stolte over, at byen vil lægge græs til finalen. Borgmester, Søren Smalbro (V), ser meget frem til den store dag:
"At kunne få en begivenhed som kvindernes pokalfinale til Hjørring kort efter at vi indgået en velfærdsalliance med DBU er meget glædeligt. Vi vil gøre vores til at det bliver en festlig dag på Nord Energi Arena, hvor det kun gør finalen endnu mere interessant, at det er et lokalopgør mellem Fortuna Hjørring og FC Thy-ThistedQ. Vi håber at dagen vil inspirere endnu flere piger til at spille fodbold", siger Søren Smalbro.
Modstanderholdet ser frem til lokalbrag
FC Thy-ThistedQ ser frem til at indtage rollen som udebanehold til finalen, efter at have været værter de seneste to år:
"Vi bakker fuldt op om at finalen afvikles i Hjørring i år. Vi glæder os til at komme op og være gæster, efter selv at have været arrangør de sidste to år. Vi har været meget stolte af at have afviklet finalerne, men vi forventede at det ville blive hos Fortuna i år, og nu glæder vi os bare over, at vi er kommet i finalen", siger Per Nørgaard, sportschef i FC Thy-ThistedQ.
Lokalopgøret sparkes i gang kl. 15.00 13. maj. Der vil være fanzone før kamp foran stadion. Køb din billet fra d. 14. april på Fortuna Hjørrings hjemmeside: http://www.fortunahjorring.dk/.
Billetprisen er 50 kroner for voksne og gratis for alle under 18. Kampen kan desuden ses på DR1.