Danmark møder Frankrig, Tunesien og Forenede Arabiske Emirater, Peru eller Australien til VM
Herrelandsholdet skal op imod Frankrig, Tunesien og enten Forenede Arabiske Emirater, Peru eller Australien, når de til november skyder VM-slutrunden i Qatar i gang.
Fredag aften i Qatar blev der trukket lod dette års VM-slutrunde, der finder sted i november og december. Efter en flot kvalifikation med ni sejre ud af 10 mulige, var Danmark et af de første hold til at kvalificere sig slutrunden. De flotte resultater under kvalifikationen og EM-slutrunden betød også, at Danmark var at finde i andet seedningsslag.
Nu har Danmark fået sat navn på de tre nationer, som de skal kæmpe mod for at spille sig videre fra VM-gruppespillet. Det bliver tre tætte kampe, men hvor der bestemt også er muligheder.
Fra første lag har Danmark trukket Frankrig, mens det blev Tunesien fra tredje lag og fra sidste lag bliver det enten Forenede Arabiske Emirater, Peru eller Australien.
Landstræner for Herrelandsholdet, Kasper Hjulmand, ser frem til tre spændende kampe:
”Frankrig er et af verdens bedste hold med masser af talent. Det bliver en vigtig anden kamp mod Frankrig, hvor der er alt at spille for. Hvis vi skal gå videre, skal vi kunne slå Tunesien, men det er et stærkt hold vi kommer til at møde. Hvis Peru kommer igennem kvalifikationen, så venter der også et utroligt stærkt hold der,” siger Kasper Hjulmand
Også anfører for Herrelandsholdet, Simon Kjær, fulgte med i aftenens lodtrækning:
“Vi glæder os vildt meget til VM og er stolte over at skulle spille mod de bedste i verden. Vi har fået en spændende pulje. Det er fedt at møde Frankrig. En stærk modstander, som vi spillede 0-0 med i sidste VM, og som vi skal møde to gange inden VM i Nations League. Tunesien er en sjælden modstander for os, men det er altid interessant at møde hold fra andre verdensdele ved et VM, og så er der en endnu ukendt modstander. Vi vil rejse til VM for at vinde hver kamp. Vi drømmer om at vinde trofæer med dette hold, og jeg synes, at vi nu godt kan sige, at vi skal videre fra denne pulje.” siger Simon Kjær
Herrelandsholdet kommer til at se en del til Frankrig i år, da de også er kommet i samme pulje til Nations League. Derfor byder 2022 på hele tre opgør mod Frankrig. I den modsatte ende har Danmark kun mødt Tunesien to gange tidligere, hvor det begge gange er blevet til dansk sejr.
Nummer et og to i hver gruppe går videre til ottendedelsfinalerne. Danmark indleder slutrunden mod Tunesien tirsdag den 22. november, hvorefter man møder Frankrig lørdag den 26. november. Sidste kamp i gruppen for Danmark finder sted onsdag den 30. november
VM-slutrunden finder sted fra den 21. november til og med den 18. december.
BEMÆRK: DBU sælger ingen billetter til VM i Qatar. Alt salg af billetter sker igennem FIFA og andre udbydere. Du kan læse mere om slutrunden om billetter lige HER.