Det danske kvindelandshold jagtede endnu en sejr, da holdet torsdag eftermiddag mødte Bosnien-Hercegovina på udebane i Zenica.

Og Danmark var helt klar fra start. Det viste sig allerede i det første spilleminut, hvor Kathrine Kühl sparkede sit første mål for Kvindelandsholdet ind bag den bosniske målmand.
Et dominerende dansk landshold fordoblede målscoreren til 2-0 efter 15 minutters spil, da et skud på overliggeren fra Sanne Troelsgaard endte for fødderne af Signe Bruun, der let kunne prikke bolden i nettet. Dermed øger hun sit forspring som topscorer i den europæiske del af VM-kvalifikationen med sit 11. mål i fem kampe.
Det danske hold kunne derfor gå til pause foran med 2-0.

I anden halvleg forsatte Kvindelandsholdet med at dominere kampen, og i det 65. minut kom debutant Sarah Thygesen fra Kolding Q på banen til sine første minutter i de rød-hvide farver. Den danske sejr kom aldrig i fare, og Emma Snerle lukkede kampen med sin scoring til 3-0.

Dermed fører de danske kvinder gruppe E med 15 point ud af 15 mulige. På tirsdag venter et topopgør mod Rusland i Viborg. Opgøret kan følges på DR1.