Nanna Christiansen stopper på Kvindelandsholdet
32-årige Nanna Christiansen har spillet sin sidste landskamp for Danmark. Offensivspilleren siger stop efter 12 år på landsholdet med 112 kampe i rødt og hvidt til følge.
Når Kvindelandsholdet senere i november spiller to vigtige VM-kvalifikationskampe, bliver det uden et meget velkendt ansigt i truppen.
Nanna Christiansen har besluttet sig for at indstille sin landsholdskarriere, der har budt på 112 kampe og 12 mål siden debuten i marts 2009. Beslutningen har bestemt ikke været let for den 32-årige målscorer:
“Det har været en stor ære at spille på landsholdet. Jeg er glad og meget stolt over at have spillet mere end 100 kampe for Danmark. Det vidner om, at jeg har gjort det godt. Jeg er ekstra stolt over min lange landsholdskarriere, da jeg har kunnet gøre det, selvom jeg har diabetes,” siger Nanna Christiansen og fortsætter:
“Beslutningen om at stoppe på landsholdet har været rigtig svær for mig, men det seneste år har været hårdt. Konkurrencen på landsholdet er stor, spilletiden er blevet mindre og mindre, og der er mange dygtige unge talenter, som har en stor fremtid foran sig. Derfor føler jeg, at tiden er kommet for mig til at sige stop. Jeg kommer til at savne at spille for Danmark, og er meget taknemmelig for mine minder i rødt og hvidt. Jeg ønsker alle på og omkring landsholdet al mulig held og lykke fremover.”
Landstræner Lars Søndergaard har kun rosende ord tilovers for Nanna Christiansen:
”Jeg tager hatten af for Nannas flotte landsholdskarriere med over 100 kampe for Danmark, mens hun hele tiden har været en stor profil i den danske liga. Nanna er et forbillede for mange mennesker med diabetes. Hun har vist, at man kan få en lang karriere, hvis man arbejder hårdt og målrettet for det,” siger Lars Søndergaard og fortsætter:
”Jeg har stor respekt for Nannas beslutning om at stoppe på landsholdet, da landsholdet betyder meget for hende. Hun har ikke spillet så meget på det seneste, men hun har været en vigtig brik i truppen i hele EM-kvalifikationen og også her i VM-kvalifikationen. Vi kommer til at savne Nanna og ønsker hende det bedste i fremtiden.”
Nanna Christiansen debuterede for Kvindelandsholdet den 4. marts 2009 mod USA i træningsturneringen Algarve Cup. Hun var med til at vinde EM-sølv i 2017 og spillede i finalen mod Holland.