Fortjent sejr – men ikke det 9. clean sheet
Danmark vandt sikkert og fortjent med 3-1 over Færøerne, de tre danske mål blev scoret af Andreas Skov Olsen, Jacob Bruun Larsen og Joachim Mæhle – men desværre bød aftenen også på en færøsk scoring, og dermed lukkede vi for første gang i denne VM-kvalifikation et mål ind.
Dansk overtag og en enkelt træffer
Stemningen i Parken var god – rigtig god – og det allerede inden kampen blev fløjtet i gang. Det tog dog lidt tid, før det danske spil for alvor kom i gang, men vi kom ikke frem til de helt store chancer, før Lindstrøm i det 12. minut gik til mållinjen og sendte et indlæg ind i panden på Yussuf Poulsen, det hovedstød gik dog lige forbi det færøske mål.
Men seks minutter senere kom jublen så i Parken. Et dansk skud blev blokeret, hoppede igennem feltet og fangede den færøske keeper lidt i ingenmandsland – og den åbning udnyttede Andreas Skov Olsen, for han nåede først frem til bolden og fik sendt den i det tomme mål. 1-0!
Føringen fik os på ingen måde til at slappe af, men der skal også uddeles ros til gæsternes defensiv, for de stod godt imod det danske pres. Wass fik sendt et langskud afsted og Stryger fik headet på mål, men rigtig farligt blev det ikke, og vi kom ikke rigtig frem til flere store chancer i de første 45 minutter.
Første halvleg bød på tre minutters tillægstid – og herefter kunne spillerne gå til pause med en 1-0-føring.
Endnu en sejr – men ikke det 9. clean sheet i VM-kvalen
Indledningen på de sidste 45 minutter minutter mindede utroligt meget om 1. halvleg. Vi havde bolden meget, vi spillede bolden fint rundt om det færøske felt, men vi kom ikke rigtigt frem til de helt store chancer.
Omkring timen byttede vi Lindstrøm og Daramy ud med Delaney og Bruun Larsen, og det tog ikke lang tid, før Bruun Larsen fordoblede den danske føring. Yussuf Poulsen fik i en hårdt fight sendt bolden forbi en fremstormende keeper – og bolden var gået forbi mål, hvis altså ikke Bruun Larsen var dukket op og sendt bolden i kassen. 2-0!
Efter 67 minutter kom Andreas Cornelius og Anders Dreyer på banen i stedet for Andreas Skov Olsen og Yussuf Poulsen, og her skulle der heller ikke gå lang tid, før Cornelius ved ved at trampe sig frem til en chance, her fik færingene dog lukket ned for chancen. Lidt over et kvarter før tid var Cornelius atter på spil, da Bruun Larsen var ved at spille ham fri i feltet, men en klump af færinge fik lukket ned for chancen.
De sidste 15 minutter bød på en lang række danske angreb, og vi var flere gange ganske tæt på – men gang på gang kom der en færing i vejen eller den sidste aflevering sad ikke lige i skabet. Kort før tid hev Schmeichel er pragtredning ud af ærmet, men ikke mange sekunder efter fik Færøerne så reduceret. Et indlæg endte med, at Klæmint Olsen kunen snitte bolden forbi Schmeichel – og dermed lukkede vi for første gang i denne VM-kval et mål ind.
I kampen tillægstid kom Mæhle så atter på måltavlen, og det på en sand perle, da han afsluttede et flot dansk angreb med at lobbe bolden over den førøske keeper til 3-1, kampens slutresultat.
Med sejren er Danmark nu oppe på 27 point efter ni kampe – og det med en målscore på 30-1.
Kampfakta:
Danmark-Færøerne 3-1 (1-0)
18’ 1-0 Andreas Skov Olsen
63’ 2-0 Jacob Bruun Larsen
89’ 2-1 Klæmint Olsen
90’ 3-1 Joakim Mæhle
35.531 tilskuere i Parken.
Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Jens Stryger Larsen, Simon Kjær, Andreas Christensen, Joakim Mæhle – Daniel Wass, Christian Nørgaard (80’ Jens Jønsson), Jesper Lindstrøm (57’ Thomas Delaney) – Andreas Skov Olsen (67’ Anders Dreyer), Yussuf Poulsen (67’ Andreas Cornelius), Mohamed Daramy (57’ Jacob Bruun Larsen).
Ikke benyttede spillere:
Peter Vindahl Jensen, Frederik Rønnow, Andreas Maxsø, Jannik Vestergaard, Rasmus Nissen Kristensen, Jonas Wind, Pione Sisto.
Dommer:
Radu Petrescu (ROU)
Statistiske vinkler efter Danmark vs Færøerne
- Danmark spillede mod Færøerne sin 17. landskamp i 2021, hvilket er ny rekord for et kalenderår. Rekorden får endnu et nøk opad på mandag med årets 18. og sidste landskamp.
- Kasper Hjulmand stod i spidsen for Danmark for 25. gang siden debuten mod Belgien sidste år. Hans jubilæum er opnået på kun et år, to måneder og syv dage.
- Danmark scorede kampens første mål for 11. A-landskamp i træk og satte dermed ny rekord for flest landskampe i træk med dansk føringsmål. Finland var seneste modstander til at score først mod Danmark.
- Kasper Schmeichel spillede sin 77. A-landskamp og indtræder dermed i top-20 over spillere med flest landskampe for Danmark. En placering han – formentlig i nogle få dage – deler med Kim Vilfort.
- Anders Dreyer fik debut på det danske A-landshold som spiller nr. 840. Han blev den tredje spiller til at repræsentere en russisk klub efter Michael Lumb (FC Zenit St. Petersburg) og Oliver Abildgaard (FC Rubin Kazan).