Fodbold hjælper Per i en svær tid

Diabetes er en voksende sygdom i Danmark. Sygdommen kan ikke kureres, men motionsfodbold har gjort en stor forskel for 50-årige Per Brønden.

Fodbold hjælper Per i en svær tid
Foto: fodboldbilleder.dk
Af: Matias Gabay

I 2030 er prognosen, at der vil være 467.000 diabetespatienter i Danmark.

En af dem, der er ramt af sygdommen, er 50-årige Per Brønden. For fire år siden får han konstateret kræft og får fjernet en del af bugspytkirtlen under en operation. Det resulterer i, at hans krop har sværere ved at udvikle insulin. Han får derfor konstateret diabetes.

Per bliver anbefalet ’Fodbold for Hjertet’.
Et motionstilbud hvor mænd og kvinder, unge som gamle med helbredsproblemer samles hver uge til en times fodbold. Her kommer de diabetes og andre sundhedsproblemer til livs. Motionsfodbold er nemlig et effektivt redskab i kampen for et sundere liv.

”Vi spiller efter det niveau, vi er på. Det er mere legefodbold, end det er fodboldtræning.
De øvelser, vi laver, er stille og rolige. Vi har en let opvarmning, og så spiller vi som regel de sidste 10 minutter. I starten spillede vi kun de første fem minutter, fordi folk ikke havde luft til mere. Det er nu blevet bedre for os alle sammen,” siger Per.

Mange fordele ved motionsfodbold
Peter Riis Hansen, overlæge ved hjertemedicinsk afdeling på Herlev og Gentofte hospital, forklarer, hvad der spiller ind, når Per og de andre går motionsfodbold.

”Der er mange fordele ved motionsfodbold. Det er en kombination af forskellige træningsformer – styrketræning, udholdenhedstræning og intervaltræning. Det stimulerer hjerte, kredsløb, muskler, led og knogler. Og så er det ikke mindst sjovt,” siger Peter Riis Hansen.

Når Per og resten af holdet fra Fodbold for Hjertet samles, så er det ikke dog kun den fysiske form, der får et nøk op. Det gør humøret også:

”Jeg synes, at der er et godt socialt sammenhold. Efter træning sidder vi og drikker kaffe og hyggesnakker. Det er rigtig dejligt,” siger Per og fortsætter ”Jeg døjer også lidt med depression, så det er jo altid fedt at komme ud og snakke med andre mennesker.”

’Fodbold for Hjertet’ er et landsdækkende fodboldprojekt, lavet i samarbejde med Syddansk Universitet og Hjerteforeningen og støttet af TrygFonden.

Kunne du have lyst til at starte til ’Fodbold for Hjertet’, så kan du læse mere om det her www.dbu.dk/fodboldforhjertet

Log ind