DBU ER KLAR TIL KRAV OM CORONA-PAS TIL LANDSKAMPE
I kampen mod stigende corona-smitte opfordrer myndighederne til krav om corona-pas til større begivenheder. DBU er klar til at håndtere corona-pas til fredagens udsolgte landskamp i Parken og opfordrer fans til at komme tidligt.
Den danske regering vil tirsdag bede Epidemiudvalget i Folketinget om at bakke op om nye tiltag i kampen mod spredning af corona-smitten.
Hvis forslaget vedtages, vil det betyde krav om corona-pas til Herrelandsholdets landskamp mod Færøerne i et udsolgt Parken på fredag d. 12. november.
DBU har tidligere håndteret restriktioner til landskampe i løbet af corona-pandemien og er derfor klar til at håndtere situationen på fredag, fortæller DBU's administrerende direktør Jakob Jensen.
”Vi ønsker naturligvis at bidrage til at bekæmpe spredningen af corona-smitte. Derfor er vi klar til at afvikle landskampen med krav om corona-pas for de fremmødte. Vi opfordrer fans til at komme i god tid, så der er tid til at blive tjekket – og så kan alle få en god landskampsoplevelse i Parken,” siger han.
DBU var i foråret 2020 hurtige til at lukke dansk fodbold ned for at mindske spredning af smitte blandt både fans og spillere. Da myndighederne åbnede samfundet i flere omgange, var DBU – sammen med Divisionsforeningen, DBU Bredde og de relevante myndigheder – i tæt dialog om at genåbne dansk fodbold for fans til kampe over hele landet. Dermed har DBU indgående erfaring med at afvikle kampe på en sikker og ansvarlig måde.
”Fredagens landskamp i Parken afslutter et historisk godt år for Herrelandsholdet med EM-eventyr og VM-kvalifikation. Vi glæder os til fuldt hus til kampen mod Færøerne, så vi kan hylde vores trænere og spillere. Det skal selvfølgelig ske på en sikker måde,” siger Jakob Jensen.
Der indkaldes til kampen mod Færøerne ekstra personale, der kan tage sig af de ekstra sikkerhedstjek af corona-pas ved indgangen.