Da Kvindelandsholdet sidst var på banen, stod der vinter og 1. december i kalenderen. Her satte de rød-hvide spillere med 0-0 mod Italien et fint punktum på en ubesejret EM-kvalifikation, der sikrede direkte adgang til EM 2022 i England.

Til april skal Danmark så langt om længe i aktion igen efter en forlænget vinterpause, da corona-situationen aflyste den planlagte samling i februar. Og her venter en tur til de britiske øer, hvor modstanderne er Irland og Wales.

Lars Søndergaard, landstræner for Kvindelandsholdet, ser frem til, at landsholdsbolden ruller igen:

”Først og fremmest glæder vi os enormt til at spille igen, efter vi desværre ikke kunne samles i februar på grund af corona. Det kribler i os for at komme tilbage på træningsbanen, hvor vi skal bygge videre på det gode spil og den fremadrettede fodbold, der sikrede os en direkte billet til EM. Vi ser frem til opgaven mod to stærke modstandere i Irland og Wales, der begge er på vej frem. Det bliver en god test frem mod VM-kvalifikationen i efteråret.”

Kampen mod Irland spilles torsdag den 8. april kl. 19.30 på Tallaght Stadium, mens det den 13. april kl. 20.15 gælder Wales på Cardiff City Stadium.

Kvindelandsholdet har to gange spillet mod Irland, og begge opgør er endt med dansk sejr på 4-0. Blot én gang har de rød-hvide mødt Wales. Det var en i træningsturnering i Schweiz den 18. juni 2011, hvor Sanne Troelsgaard lavede hattrick i 3-0-sejren.