Større pres fra flere sider skal skabe flere forbedringer for migrantarbejderne og andre i Qatar frem mod afholdelsen af VM i december 2022.
Det mener DBU og Herrelandsholdet, der sammen skruer op for kravet om forandringer.

Forud for VM-kvalifikationskampen mod Moldova vil spillerne på Herrelandsholdet markere ønsket om forbedringer og ændringer i Qatar, hvor der i årevis har været rettet kritik mod VM-værternes forhold til menneskerettigheder.

DBU har i en årrække samarbejdet godt med de andre nordiske forbund om sagen. Men DBU er også gået sammen med andre af de største fodboldforbund i Europa for sammen at øge presset, både direkte overfor VM-værterne og via UEFA og FIFA.

DBU har siden 2016 gået forrest i arbejdet for at skabe bedre forhold for migrantarbejderne i Qatar i samarbejde med de nordiske lande samt i tæt dialog med både fagbevægelsen, Amnesty International i Danmark og FN’s arbejdsorganisation, ILO. DBU’s formand, Jesper Møller, har samtidigt bragt debatten op i både UEFA og FIFA, hvor der er gennemført reformer, så beslutninger om fremtidige VM-værtskaber skal vedtages af alle FIFA’s medlemmer og med krav til både menneskerettigheder og bæredygtighed. DBU har samtidigt afholdt høringer og haft foretræde i Folketinget for at involvere relevante parter i arbejdet med at skabe forandringer i Qatar. DBU har i det hele taget stået for kritisk dialog om Qatars menneskerettighedssituation, hvor det har været muligt.

Der er dog behov for at øge presset endnu mere frem mod afholdelsen af VM i december næste år, fortæller Jakob Jensen, administrerende direktør i DBU, der selv har haft møder med en gruppe af større fodboldforbund i Europa, der ønsker at gå sammen om at øge presset.

”Beslutningen om at afholde VM i Qatar er forkert og kontroversiel, da landet har store udfordringer i forhold til både menneskerettigheder for migrantarbejderne og i forhold til bæredygtighed med at bygge så mange nye stadions, der risikerer at stå tomme efter VM-slutrunden. DBU var ikke med til at tage den beslutning. Vi ønsker at bidrage til at skabe forandringer i Qatar, og vi vil gerne gøre det sammen med andre, både andre fodboldforbund men også med andre idrætsforbund, organisationer og alle, der vil bidrage. Der er stadig behov for markante forbedringer og ændringer i Qatar, og det kan kun ske, hvis vi står sammen og samarbejder,” siger DBU-direktøren.

Siden DBU’s første besøg i Qatar i 2016 er der sket små forbedringer for migrantarbejderne, blandt andet med indførelse af mindsteløn og sikring af arbejdernes mulighed for at skifte job og rejse hjem til deres familier. De små fremskridt er blevet anerkendt af ILO, den internationale fagbevægelse og Amnesty International, der dog har lagt vægt på, at lovændringerne skal følges op, så de også bliver implementeret og fulgt i det daglige. Netop derfor er der behov for øget pres, understreger DBU’s direktør.

”Vi er glade for, at vi sammen med de nordiske lande – og i tæt dialog med fagbevægelsen og Amnesty – har bidraget til små fremskridt, men det er ikke nok. Der skal ske flere forbedringer, både for migrantarbejderne og for dem, der arbejder i den voksende service-sektor i Qatar. Derfor er der behov for et større, fælles pres for forandringer, både fra fodboldforbund, UEFA, FIFA og andre organisationer,” siger Jakob Jensen.

Spillerne på Herrelandsholdet har besluttet at markere behovet for forandringer i Qatar op til VM-kvalifikationskampen mod Moldova søndag aften. Det sker i samarbejde med spillerne fra Hollands landshold og med mulighed for, at flere landshold kan følge trop.

Læs mere her, hvor DBU har samlet informationer om indsatsen for bedre forhold i Qatar: www.dbu.dk/samfundsansvar/vm-i-qatar/