Det er nemlig præcis et år siden, at den meldte sit indtog i Danmark. Corona-pandemien. Vi havde drømme og udsigten til EM i fodbold på dansk jord i sommeren 2020 - noget som mange i både dansk fodbold og hele Danmark havde set frem til. En folkefest blev med ét erstattet af en global pandemi og flere års målrettet arbejde for at skabe den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde blev få måneder før startfløjt skudt til hjørne. En mavepuster uden lige for mange danskere og fodboldfans, som hver især har en aktie i fodboldens fællesskaber.

For normalt møder flere end 300.000 danskere op til fodboldtræning, kampe og stævner hver uge året rundt. Børn, unge, voksne, ældre, frivillige, trænere, holdledere og alle midt imellem. Alt det blev sat på pause.

Men selvom bolden har ligget mere stille end vanligt, forhindrer det ikke dansk fodbold i at hylde og hædre flotte mål, fantastiske spillerpræstationer og spirende talenter, som traditionen lyder. Den årlige ’Dansk Fodbold Award’ er ikke aflyst trods corona. Og vi vil naturligvis også huske og honorere den unikke indsats, der foregår uden for fodboldbanerne. Måske mere end nogensinde før. Årets fodboldklub, prisen for årets frivillige og holdleder er priser, som dækker over ihærdigt og utrætteligt arbejde for at gøre fodboldklubben til et helt særligt sted at være for alle. Fodboldens ildsjæle kan ikke bremses af en global virus. Og heller ikke ’En Del af Noget Større’-prisen er blevet mindre aktuel. En pris, der hvert år uddeles til et projekt, som bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer inden for eksempelvis integration, socialt udsatte eller sundhed. Og hvor tidligere modtagere af prisen enten har haft fokus på at skabe fællesskab for unge med fysiske og psykiske handicap, tiltrække udsatte unge ind i foreningslivet eller forbedre livskvaliteten for kræftramte. Alt sammen med fodbold som omdrejningspunkt.

I år er vinderen af prisen ’Fodbold for fremtiden’, som Haderslev Fodboldklub, Haderslev Kommune og DBU står bag. Prisen bliver givet til projektet for dets nytænkning og indbegrebet af at være ’En Del af Noget Større’. Projektet har som formål at få unge på offentlig forsørgelse i job eller uddannelse via fodboldklubben. Med 60 procent af de unge i job eller uddannelse, har resultaterne har været over alt forventning og initiativet vil derfor senere blive udbredt til andre kommuner.

Og i år har vi haft mere brug for at huske på det gode fællesskab og det, der binder os sammen, end nogensinde før. Hvor mange måske tidligere har taget fællesskabet for givet til den ugentlige træning på serieholdet eller på lægterne til lokale eller nationale opgør på landets stadions, føles for tiden som en fjern drøm for landets fodboldentusiaster, som hungrer efter at få det tabte tilbage.

I disse corona-tider kan det føles ligegyldigt med fodbold, når verden brager derud af med pandemi og afstandskrav. Men ikke desto mindre mener jeg, at vi netop har brug for lyspunkter som disse. Huske på, hvad det er, fodbold kan. For den kan samle os som kun få ting kan, og så kan den skabe fællesskabsfølelse uden lige.

Vi står formentlig snart overfor et gennembrud i bekæmpelsen af pandemien. Slut med isolation, afstand og at ’være sammen hver for sig’. I stedet kan vi se frem til vaccination af alle danskere, genåbning, fodboldfest med fans på stadion og børn på banerne. Og mens vi venter på at gå lysere tider i møde, så husker, hylder og hædrer vi alle dem i dansk fodbold, der gør en forskel. For det er de værd. Både i dag og i fremtiden. Og så ser vi frem til den dag, hvor fodboldklubberne åbner og hverdagens små og store helte igen hjælper med at få pumpet bolde og kridtet baner, så vi kan give dem den hyldest i hverdagen, som de fortjener. Pandemi eller ej.

 

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark.