Dominansen blev hurtigt omsat til scoringer, mange scoringer
Der var ikke spillet mange minutter af aftenens kamp mod Moldova, før man havde en ide om, at dette mere eller mindre ville blive spil til et mål. Danmark sad tungt på spillet, mens Moldova stod i en tæt defensiv – og forsøgte at sparke væk alt hvad de kunne.

Moldovas taktik gik godt indtil det 19. minut, hvor Catalin Carp begik straffespark mod Joachim Andersen. Kasper Dolberg omsatte sikkert forsøget fra 11-meters pletten til en dansk 1-0-føring.

Der gik ikke mange minutter, før nettet atter blafrede bag keeper Stanislav Namaşco i Moldovas mål, for i det 21. minut sendte Mikkel Damsgaard bolden i mål efter et flot oplæg fra Skov Olsen.

Selvsamme Damsgaard scorede også til 3-0. Det var omkring den halve time, da han sørgede for den perfekte afslutning på en dansk kontra – og hvor Dolberg og Skov Olsen havde et stor andel i målet.

3-0 efter en halv time var naturligvis godt, men allerede i det 35. minut blev det endnu bedre, for her viste Jens Stryger Larsen fornem sparketeknik, da han krøllede bolden ind ved venstre stolpe – og blot fire minutter senere øgede Mathias Jensen, med sit første landsholdsmål, til 5-0 – en stilling der holdt helt hen til pausen.

Målfesten fortsatte – og blev afsluttet med et debutantmål
Der var ikke spillet mange sekunder af 2. halvleg, før der kom endnu en dansk scoring. Damsgaard tog et par gode træk og gik til mållinjen, hvor han slog et perfekt indtil til Dolberg – der lige præcis fik strækt hals nok til at kunne score sit andet mål i aftenens kamp.

Efter det sjette mål faldt der en del ro over kampen, det var stadig Danmark der dominerede og også flere gange var tæt på scoringer – og Moldova skulle ikke umiddelbart risikere alt for meget, de havde dog et enkelt skudforsøg fra distancen, som Schmeichel nemt kunne redde.

Med små ti minutter igen slog Danmark så til igen. En fint angreb i højresiden endte med, at Robert Skov kom til skud, og det skud var så godt, at bolden strøg i mål ved den modsatte stolpe.

I kampens næstsidste minut var indskiftede Christian Eriksen meget tæt på at øge til 8-0, mens hans forsøg blev reddet af Moldovas keeper, bolden sprang dog ud til den indskiftede debutant Marcus Ingvartsen – og han sendte så bolden i kassen tl slutresultatet 8-0.

Efter sejren er Danmark kommet perfekt fra start i gruppe F med seks point efter to kampe. Onsdag venter der en ny opgave, da vi klokken 20:45 skal møde Østrig på Ernst-Happel-Stadion i Wien.

Kampfakta:
Danmark-Moldova 8-0 (5-0)
19’ 1-0 Kasper Dolberg (str.)
21’ 2-0 Mikkel Damsgaard
29’ 3-0 Mikkel Damsgaard
35’ 4-0 Jens Stryger Larsen
39’ 5-0 Mathias Jensen
48’ 6-0 Kasper Dolberg
81’ 7-0 Robert Skov
89’ 8-0 Marcus Ingvartsen

Ingen tilskuere på MCH Arena, Herning.

Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Jens Stryger Larsen (77’ Simon Kjær), Jannik Vestergaard, Joachim Andersen, Nicolai Boilesen – Mathias Jensen (77’ Marcus Ingvartsen), Christian Nørgaard (65’ Jens Jønsson), Lasse Schöne (77’ Christian Eriksen) – Andreas Skov Olsen (46’ Robert Skov), Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.

Ikke benyttede spillere:
Jonas Lössl, Frederik Rønnow, Andreas Christensen, Martin Braithwaite, Daniel Wass, Jonas Wind, Pierre Emile Højbjerg.

Dommer:
Aliyar Aghayev (AZE)

Statistiske vinkler efter Danmark vs Moldova

-> Moldova var nation nr. 91, som Danmark har spillet en officiel A-landskamp mod siden 1908.

-> Nicolai Boilesen gjorde comeback på det danske landshold efter tre års fravær. Hans to seneste landskampe i marts 2018 var også efter en pause fra landsholdet på tre år.

-> Dansk føring ved pausen på 5-0 var den største pauseføring til det danske A-landshold siden september 1974 (6-0 ved pausen mod Indonesien).

-> Sejren på 8-0 var den største for det danske A-landshold i en officiel EM/VM-kvalifikationskamp og den største sejr generelt siden 1987 (8-0 mod Rumænien).

-> Marcus Ingvartsen blev debutant nr. 837 for det danske A-landshold, hvoraf 16 har været i perioden med Kasper Hjulmand som landstræner.

-> Samtidig blev Marcus Ingvartsen den tredje debutant under Kasper Hjulmand, efter Andreas Skov Olsen og Alexander Bah, til at score i sin debut på A-landsholdet.