Den sidste testkamp før EM-slutrunden bliver et møde med Bosnien-Hercegovina. Kampen spilles den 6. juni på Brøndby Stadion, som dermed danner rammen om Herrelandsholdets sidste testkamp før EM-slutrunden på hjemmebane i København senere i juni.

Ganske som i 2018, hvor Herrelandsholdet mødte Mexico i den sidste testkamp før VM i Rusland, skal formen finpudses på eget græs på Brøndby Stadion, og landstræner Kasper Hjulmand glæder sig til at møde et godt hold.

”Vi får kompetent modstand i den sidste styrkeprøve før EM, hvor det passer os glimrende at møde et hold, der besidder den kvalitet, som Bosnien-Hercegovina kommer med, og desuden er det fint, at vi spiller på hjemmebane i Brøndby. Det sikrer os de optimale forberedelser til vores første EM-kamp en lille uges tid senere. Vi glæder os meget til sommer, hvor vi forhåbentligt kan se frem til at have vores fans tilbage på lægterne til kampene,” siger landstræner Kasper Hjulmand.

Endnu en EM-testkamp forventes at komme på plads meget snart.

Danmark indleder EM-slutrunden med den første gruppekamp den 12. juni mod Finland i Parken. Også Herrelandsholdets to øvrige kampe – mod Rusland og Belgien – spilles på eget græs i Parken i København.

Hvis du har købt DYNAMIT-abonnement som en af de første 5000, ryger denne kamp ind som en af de oplevelser, du kan se frem til i 2021. Læs meget mere om billetter og sæsonkort i forhold til kampen her.