DBU har i 10 år afholdt Get2 Fodboldskoler med et voksende deltagerantal år for år. Skolerne afholdes til sommer 22 steder, hvilket er ny rekord. De er en del af DIF’s get2sport, som støtter idrætsforeninger i udsatte boligområder, hvoraf fodboldklubberne er den største spiller blandt børnene.

En ny evaluering foretaget af VIVE for DIF get2sport viser nu, at kun tre procent af de børn og unge, som er medlem af en DIF get2sport-forening, ofte eller meget ofte føler sig ensomme mod 12 procent hos deres jævnaldrende, der ikke er idrætsaktive. På samme måde viser det sig, at 80 procent oplever, at de klarer sig godt eller meget godt i skolen, hvilket er 20 procent flere end de, som ikke er aktive.

” Vi har altid være overbeviste om, at idræt gør en stor og positiv forskel i de udsatte boligområder. Fodbolden kan blandt andet skabe fælles oplevelser, bedre trivsel og sammenhold blandt børn og unge, uanset etnicitet og baggrund, og det er rart at blive bekræftet i, at de positive gevinster også afspejler sig hos get2sport-børnene,” siger Bent Clausen, næstformand i DBU.

Et bedre ståsted for børnene
Evalueringen viser også, at 90 procent af get2sport-medlemmerne er glade eller har det godt nok mod 78 procent for de ikke-aktive. Desuden mener de, at de har flere venner og mere energi end dem, som ikke er aktive. Et positivt resultat, som man blandt andet kan takke de mange frivillige i get2sport-foreningerne for, mener Bent Clausen:

”De frivillige leverer hver dag en fantastisk indsats og gør en forskel, til trods for til tider vanskelige vilkår. Derfor vil fokus altid være rettet mod at støtte de frivillige, så de kan fortsætte deres vigtige arbejde i foreningerne, og evalueringen her bekræfter os i, at der er god grund til at fortsætte og videreudvikle disse vigtige tiltag for både børnene og integrationens skyld,”

Unge fra udsatte boligområder i get2sport-klubberne udmærker sig desuden ved, at kun 13 procent står uden job eller uddannelse, mens det samme gør sig gældende for hver fjerde blandt de øvrige beboere.

DIF get2sport og DBU get2fodboldskoler er, udover DIF og DBU, støttet af kommunerne, TrygFonden og Udlændinge- og Integrationsministeriet.