Til sommer løber et af verdens største FIFA-events af stablen. Verdens bedste FIFA-Nation skal findes, og det sker i hjertet af København. Danmark er som vært allerede kvalificeret til turneringen, og forberedelserne kan nu gå i gang. Derfor har landstræner Dennis Nordenbøl indkaldt seks spillere til en sidste landsholdssamling inden den store turnering.

De udtagne spillere er:

- Marcus ”Marcuzo” Jørgensen fra FC København
- Frederik ”Fredberg” Fredberg fra Brøndby eSport
- Alexander ”Lillelys” Laustrup fra Brøndby eSport
- Oliver ”Roberts” Roberts fra Team Gullit / AaB eSport
- Fatih ”Üstün” Üstün fra Astralis
- Emil ”Skifter” Skifter fra Tricked eSport / Vejle

Det har endnu engang været en svær opgave for landstræneren at udtage de seks spillere. Han har blandt andet skulle have med i tankerne, at der til FIFAe Nations Cup spilles 2 mod 2.

”Jeg har lagt meget vægt på den spillestil, som de forskellige spillere har. Det virker til, at det giver bedre resultater i FIFA 21 at have to spillestile, som minder om hinanden, der spiller sammen, i modsætning til tidligere spil. Det er også en af grundende til, at der er store navne, som er røget fra, og nye, som er kommet på,” siger Dennis Nordenbøl.

Kun 2 mod 2
Under samlingen vil der udelukkende blive trænet i 2 mod 2, så holdet får den bedst mulige optakt til sommerens højdepunkt. Noget som landstræneren ser store fordele i.

”Ved tidligere samlinger har der kun været én dag dedikeret til at træne 2 mod 2. Denne gang er der mere tid til at få flere kampe til hver enkelt spiller og flere muligheder for at få blandet dem indbyrdes.
Så kan jeg bedre se, hvem der fungerer med hvem. Jeg skal helt sikkert bruge samlingen som grundlag for, hvem der skal udtages til FIFAe Nations Cup,” fortæller Dennis Nordenbøl.

Der skal til turneringen udtages tre spillere, hvoraf to af dem skal spille.

Du kan læse mere om FIFAe Nations Cup 2021 lige HER