Ny analytiker til Herrelandsholdet
Efter EM stopper Herrelandsholdets analytiker, Mounir Akhiat. Han bliver afløst af Thomas David Sørensen, der indtil nu har været præstationsanalytiker på U21-landsholdet.
Øget brug af data og analyse har været en del af de danske fodboldlandshold de senere år, først på Herrelandsholdet og derefter også på Kvindelandsholdet og U21-landsholdet, der alle har kvalificeret sig til EM-slutrunder det seneste års tid.
Brugen af data og analyse i DBU vil også fortsætte i fremtiden, selvom Herrelandsholdets nuværende analytiker, Mounir Akhiat, stopper efter EM-slutrunden for at blive Head of Analytics hos FC København. Han afløses således af Thomas David Sørensen, der siden 2019 har været præstationsanalytiker på U21-landsholdet, hvor han i næste uge er med holdet til de afgørende finalekampe til U21-EM.
Thomas David Sørensen er spændt på de nye udfordringer:
”Jeg er rigtig glad og stolt over at tilslutte mig Herrelandsholdet efter to rigtig gode år på U21-landsholdet, hvor jeg har arbejdet sammen med en fantastisk stab og spillertrup. Jeg ser naturligvis frem til at starte mit arbejde sammen med Kasper Hjulmand, Morten Wieghorst, og resten af staben på Herrelandsholdet, hvor jeg skal bygge videre på det gode stykke arbejde Mounir har lavet over de seneste år,” fortæller han.
Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, er glad for valget af Thomas David Sørensen, og sender samtidig en stor tak til Mounir Akhiat for en fremragende indsats gennem flere år. Ligeledes fremhæver Peter Møller den interne udvikling af hele analyse-området som et af de vigtigste indsatsområder for udviklingen af landsholdsfodbolden:
”Brugen af analyse og data fylder mere og mere i moderne fodbold, både i klubber og i nationale fodboldforbund. Derfor er vi glade for, at vi i DBU kan udvikle vores medarbejdere, så de kan tage over for hinanden og sammen styrke brugen af data og analyse på landsholdene. Thomas har gjort det glimrende på U21-landsholdet, og skal allerede fra den kommende slutrunde assistere Mounir i de forskellige analyseopgaver. Dermed får Thomas et godt indblik i de krav og opgaver som trænerteamet har til hele analysedelen, så vi står godt rustet til efterårets og fremtidens vigtige kampe,” siger Peter Møller.