Under nationalsangen fik de mange tilrejsende dansk fans vist, at der ville være en fremragende støtte til de hvidklædte danske spillere på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam.

Og indledningvis takker spillerne også for støtten, da det var Danmark der startede kampen bedst – og faktisk allerede efter 25 sekunder var ved at komme til en chance.

Efter de første 10 minutter begyndte Wales dog at overtage kampen, og de var et par gange tæt på at komme foran, blandet andet efter en større omgang kluddermor for Schmeichels mål. Men efter yderligere 10 minutter skiftede kampen så igen, og nu var det Danmark der pressede på, blandt andet da vi fik tre hjørnespark i træk på ganske få minutter.

I det 27. minut kom Danmark så foran, og ikke overraskende var Damsgaard involveret i scoringen, det var nemlig ham der efter et godt træk spillede Dolberg – og den tidligere Ajax-spiller tog et enkel træk og smækkede så et flot langskud i kassen på hans gamle hjemmebane i Amsterdam. En sand perle.

Efter scoringen pressede Danmark længere frem, og fem minutter efter 1-0 målet var Damsgaard atter ved at levere en assist til Dolberg, men keeper Ward reddede flot Dolbergs lidt frække afslutning.

Den tyske dommer Siebert lagde to minutter til kampen – og i tillægstiden var Mæhle tæt på at komme på måltavlen – men igen fik den walisiske keeper reddet til hjørne – og dermed sluttede den første halvdel af 1/8-finalen med en fuldt fortjent dansk 1-0-føring

 

Dolberg, Mæhle og Braithwaite scorede efter pausen

De sidste 45 minutter var knapt kommet i gang, førden stod 2-0. Braithwaite slap afsted på højrekanten, fik sendt bolden i feltet – og her fik waliserne på ingen måde clearet bolden, den endte i stedet for hos Dolberg, der resolut hamrede bolden i mål til 2-0.

Målet til 2-0 kom Wales sig reelt aldrig over.

Efter Dolbergs anden træffer fortsatte Danmark med at angribe det walisiske mål, og det var ikke mange gange at Wales kom til hverken skud eller målchancer.

Danmark var flere gange tæt på, specielt var indskiftede Mathias Jensen utroligt tæt på at bringe os yderligere foran, men hans skruende langskud gik snert forbi målet.

Jo tættere på sidste fløjt vi kom, jo mere opgivende virkede waliserne – og jo mere begyndte det at lugte af 3-0, og sørme om ikke det igen var Joakim Mæhle der få minutter før tid bragede bolden i mål til 3-0. Han fik en aflevering fra Mathias Jensen, tæmmede bolden, trak ind i banen og bankede sikkert bolden i mål.

I kampens tillægstid kom så endnu en dansk træffer. Braithwaite blev spillet helt fri i feltet, udplacerede keeperen og først blev der dømt offside, men efter et VAR-review kunne de danske spillere juble over 4-0-målet, og dermed var den danske kvartfinaleplads i hus på flot og sikker vis.

 

Kampfakta

Wales-Danmark 0-4 (0-1)

27’ 0-1 Kasper Dolberg

48’ 0-2 Kasper Dolberg

88’ 0-3 Joakim Mæhle

90’ 0-4 Martin Braithwaite

 

Den danske startopstilling (3-4-3)

Kasper Schmeichel – Andreas Christensen, Simon Kjær (77’ Joachim Andersen), Jannik Vestergaard – Jens Stryger Larsen (77’ Nicolai Boilesen), Pierre Emile Højbjerg, Thomas Delaney (60’ Mathias Jensen), Joakim Mæhle – Mikkel Damsgaard (60’ Christian Nørgaard), Kasper Dolberg (70’ Andreas Cornelius), Martin Braithwaite.

Ikke benyttede spillere:

Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Robert Skov, Andreas Skov Olsen, Mathias Jørgensen, Jonas Wind. Anders Christiansen.

Oversiddere fra EM-truppen:

Christian Eriksen, Daniel Wass, Yussuf Poulsen.

Dommer:

Daniel Siebert (GER)

Statistiske vinkler efter Wales vs Danmark

  • Danmark og Wales har fortsat ikke spillet uafgjort i nogen af de 11 indbyrdes A-landskampe. Nu hedder statistikken syv danske sejre mod fire til Wales.
  • Det var anden gang, at Danmark besejrede Wales på neutral grund, da EM-kvalifikationsudekampen i 1999 blev afviklet på Anfield Road i Liverpool.
  • Den dobbelte målscorer, Kasper Dolberg, scorede sit 8. og 9. mål for Danmark. I hans fire seneste landskampe med scoring har han formået at score to mål i hver landskamp.
  • Danmark vandt sin første knockout-kamp ved EM siden semifinalen i 1992 mod Holland. Faktisk var det Danmarks første sejr i en knockout-kamp ved en EM/VM-slutrunde siden 1998.
  • Danmark møder enten Holland eller Tjekkiet i EM-kvartfinalen næste lørdag, 3. juli, i Baku, Aserbajdsjan.