Dominans og dansk føring
I den strålende sommervejr på Brøndby Stadion havde Danmark tæt på optimale vilkår, for at sikre en sejr i den sidste test inden EM starter i næste weekend.

Danmark kom også godt ud af startboksen, havde generelt mest spil og optræk til chancer, og i det 18. minut førte det også til en dansk scoring. Et dansk angreb endte med et hjørnespark, det tog Christian Eriksen sig af, og hans hjørnespark ramte en modstander og bolden endte i luften foran Braithwaite, der med et flot flyvende hovedstød sendte bolden i maskerne uden chance for gæsternes keeper.

Efter den dansk scoring havde Bosnien-Hercegovina et par mindre muligheder, dels i form af en appel for straffe men også på en kontra og et skudforsøg havde gæsterne muligheder for en udligning.

Det varede dog ikke længe før Danmark atter var i kontrol – og generelt havde vi fint kontrol over kampen. Kæderne bakkede hinanden godt op, og vi så sjældent bolden på Danmarks første tredjedel af banen.

Efter et minuts tillægstid til 1. halvleg kunne finske Petri Viljanen fløjte til pause, og det med 1-0 på måltavlen.

Stensikker dansk sejr
Fra 2. halvlegs start foretog Hjulmand et par justeringer, ud gik Braithwaite, Kjær og Dolberg og ind kom Jonas Wind, Yussuf Poulsen og Joachim Andersen.

Hvad angår spillet på banen, Så fortsatte Danmark hvor vi slap i første halvleg, altså med godt pasningsspil og et fint pres på modstanderne, når de havde bolden. Der var dog ikke de store chancer, for Bosnien-Hercegovina stod kompakt – og gjorde det en smule svært for Danmark rent offensivt.

Omkring timen afløste Delaney så Eriksen og 10 minutter senere måtte Robert Skov så lade sig udskifte efter at han i en tackling var vredet om på anklen. Daniel Wass forlod ved samme lejlighed banen og ind kom så Joachim Mæhle og Andreas Cornelius.

Og netop de to spillere havde en stor andel i 2-0 målet. Mæhle havde en god aktion i gæsternes felt, det førte til et hjørne, som førte til et nyt hjørne og på det pandede Cornelius Danmark foran 2-0. Få minutter efter var den samme kombination ved at føre til endnu et mål, Mæhle driblede i feltet, Danmark var tæt på en scoring – men måtte nøjes med et hjørne - og på hjørnesparket headede Cornelius atter på mål, denne gang reddede keeperen dog.

Delaney var også tæt på 3-0, da han kom helt alene med gæsternes keeper efter en fremragende aflevering fra Yussuf Poulsen – men desværre for Delaney fik keeperen reddet.

Efter fire minutters tillægstid blæste dommeren for sidste gang i fløjten, og dermed tager Danmark altså en sejr i den sidste tekstkamp med til EM...

Kampfakta:
Danmark-Bosnien-Hercegovina 2-0 (1-0)
18’ 1-0 Martin Braithwaite
73’ 2-0 Andreas Cornelius
7.459 tilskuere på Brøndby Stadion.

Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Jens Stryger Larsen, Simon Kjær (46’ Joachim Andersen), Andreas Christensen, Nicolai Boilesen – Christian Eriksen (59’ Thomas Delaney), Daniel Wass (70’ Andreas Cornelius), Mathias Jensen – Robert Skov (70’ Joakim Mæhle), Kasper Dolberg (46’ Jonas Wind), Martin Braithwaite (46’ Yussuf Poulsen).

Ikke benyttede spillere:
Jonas Lössl, Frederik Rønnow, Jannik Vestergaard, Mathias Jørgensen, Mikkel Damsgaard, Pierre Emile Højbjerg

Oversiddere fra EM-truppen:
Andreas Skov Olsen, Christian Nørgaard, Anders Christiansen.

Dommer:
Petri Viljanen (FIN)

Statistiske vinkler efter Danmark vs Bosnien-Hercegovina

  • Det var Danmarks første sejr mod Bosnien-Hercegovina siden den første indbyrdes kamp i juni 1997. Statistikken lyder nu på to sejre, to uafgjorte og to nederlag.
  • Målscorer til 1-0, Martin Braithwaite, spillede sin landskamp nr. 50. Han debuterede på sin 22 års fødselsdag i 2013 og jubilerede i dag på dagen efter sin 30-års fødselsdag.
  • Christian Eriksen spillede mod Bosnien-Hercegovina sin landskamp nr. 108 og tangerede dermed Thomas Helvegs total på alltime 4. pladsen for Danmark.
  • Andreas Cornelius spillede sin første landskamp siden oktober 2020 og scorede akkurat som mod Færøerne også mod Bosnien-Hercegovina.
  • Sidste forberedelseskamp på Brøndby Stadion inden forestående slutrunde gav gode præstationer ved såvel EM 1992 som VM 2018.