Eriksens uheld overskyggede alt andet
Det blev en trist aften på alle måder, hvor Christian Eriksens uheld naturligvis overskyggede alt andet. Efter næsten to timers spilstop blev kampen genoptaget, og her endte det desværre med et dansk 0-1-nederlag til Finland.
Tragisk uheld ødelagde EM-fest
På en flot fodboldaften i København var det lidt overraskende Finland der kom bedst fra start. Det tog dog ikke Danmark lang tid at overtage kampen, og vi begyndte at presse mere og mere mod det danske mål.
Jonas Wind fik den første store danske chance, da han fik fyret et godt langskud af, men den finske keeper Hradecky fik reddet – og det gjorde han også, da Højbjerg efter et kvarter havde et godt hovedstød.
Finland havde ikke de store chancer, de havde enkelte indlæg og enkelte kontraer, men hver gang blev der lukket ned af den danske defensiv, og specielt Simon Kjær fik på fornem vis stoppet Pukki, da den finske angriber var ved at slippe fri.
Danmark havde masser af hjørnespark og indlæg, men ingen af dem var dog rigtig farlige – og de få gange, det var ved at blive farligt, der kom Hradecky sikkert i vejen.
Netop som halvlegen var ved at nærme sig pausen, faldt Christian Eriksen til jorden – og det uden af have været presset på nogen måde – og få sekunder efter var den danske lægestab på banen.
Efter en længere behandling fra lægestaben, blev 1. halvleg afblæst – og kort efter blev kampen midlertidigt suspenderet.
Ved 20-tiden havde spillerne fået bekræftet, at Christian Eriksen var vågen og at hans tilstand var stabil. Eriksen ville forblive indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser. Men denne viden blev det besluttet at genoptage kampen efter næsten to timers pause.
Første halvleg blev færdigspillet
Eriksens uheld fandt sted i det 43. minut, og derfor blev 1. halvleg genoptaget og spillet til ende, og det med en indskiftet Mathias Jensen i stedet for Eriksen.
Der skete dog ikke de vilde i de fire minutter der blev spillet, inden der blev blæst af til en ganske kort pause.
Dog skal det siges, at spillerne – både de danske, men så sandelig også de finske – fik en meget meget flot modtagelse på banen, inden de fire minutters spil blev igangsat.
En afsluttende halvleg i skyggen af Eriksens uheld
Ganske som i 1. halvleg fortsatte Danmark presset mod et meget kompakt finsk mandskab. Vi pressede og pressede og fik sendt en del indlæg i feltet, ganske som vi også fik et par hjørnespark mere – men det tætteste vi kom en scoring var to langskud fra Mathias Jensen og Delaney, begge gik dog mange meter over mål.
I det 60. minut kom Finland så foran, et indlæg endte midt i det danske felt, og her kom Joel Pohjanpalo foran Mæhle og fik sat hovedet på. Om end Schmeichel fik rørt bolden, kunne han ikke forhindre bolden i at gå i mål. Chancen var vel Finlands eneste chance i hele kampen.
I det 73. minut fik Danmark så den helt store chance for en udligning, da vi fik straffespark. Desværre lykkedes det ikke for Pierre-Emile Højbjerg at score fra 11-meters pletten og Hradecky kunne redde straffesparket.
Vi forsøgte os med nogle indskiftninger, blandt andet kom Cornelius og Vestergaard ind – og lidt senere Jens Stryger-Larsen, der som bekendt aldrig havde tabt en landskamp… Det har Stryger dog nu, for i den resterende del af kampen kom vi ikke for alvor tæt på en udligning, og derfor endte en på alle måder sort dansk aften med et 0-1-nederlag til Finland.
Danmarks næste opgave ved EM er på torsdag, hvor Belgien venter.
Kampfakta:
Danmark-Finland 0-1 (0-0)
60’ 0-1 Joel Pohjanpalo
Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Daniel Wass (75’ Jens Stryger Larsen), Simon Kjær (63’ Jannik Vestergaard), Andreas Christensen, Joakim Mæhle – Pierre Emile Højbjerg, Christian Eriksen (43’ Mathias Jensen), Thomas Delaney (75’ Andreas Cornelius) – Yussuf Poulsen, Jonas Wind (63’ Andreas Skov Olsen), Martin Braithwaite.
Ikke benyttede spillere:
Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Joachim Andersen, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard, Nicolai Boilesen.
Oversiddere fra EM-truppen:
Robert Skov, Mathias Jørgensen, Anders Christiansen.
Dommer:
Anthony Taylor (ENG)
Statistiske vinkler efter Danmark vs Finland
- Danmark tog med kampen mod Finland hul på sin niende EM-slutrunde siden debuten i 1964.
- Det var Danmarks 60. A-landskamp mod Finland. Nederlaget var samtidig det første til Finland på dansk grund siden 1949.
- Pierre-Emile Højbjerg misbrugte det første danske straffespark siden Christian Eriksen mod Armenien i september 2016.
- Danmark har fortsat kun én gang vundet den første gruppekamp ved en EM-slutrunde; mod Holland i 2012.