Engelsk-bosiddende danskere afgørende for støtten på Wembley
Danske fans kan på nuværende tidspunkt ikke rejse til England for at støtte Herrelandsholdet i onsdagens EM-semifinale. Det skyldes de britiske myndigheders strikse indrejserestriktioner. Til gengæld kan knap til 6.000 danskere bosiddende i England få billetter.
(Opdateret den 5. juli kl. 12.47)
Danmark slog lørdag aften Tjekkiet 2-1 og er nu i EM-semifinalen, der spilles onsdag den 7. juli kl. 21.00 på det ikoniske Wembley Stadium i London.
Efterspørgslen på billetter til semifinalen er stor, og rigtig mange fans ønsker at komme af sted til England for at støtte Herrelandsholdet. Desværre gør indrejserestriktioner i England, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt for danskere at rejse til landet og opleve semifinalen.
DBU har været i dialog med de andre fodboldforbund ved EM og har via UEFA og den danske ambassade i London været i løbende dialog med de britiske myndigheder for at få lempet restriktionerne, men de strikse restriktioner er blevet fastholdt.
Derfor kan man som indrejsende i øjeblikket kun komme ind til semifinalen ved at følge de britiske myndigheders anvisninger om minimum fem dagens karantæne.
LÆS MERE HER.
5.800 engelsk-bosiddende danskere kan komme på Wembley
UEFA har givet muligheden for at kunne sælge billetter til danskere, der bor i England/UK. Det drejer sig om cirka 5.800 med rød-hvidt pas, der har chancen for at vise deres opbakning til de danske drenge.
Vi vil fortælle mere om det salg, så snart det er muligt.
DBU har sendt landsholdstrøjer og flag til Wembley til danskere bosiddende i England, så de kan være godt klædt på til semifinalen. På trods af udfordringerne tror DBU-direktør Jakob Jensen på stærk danske støtte fra lægterne i semifinalen:
”Først og fremmest vil jeg sige tusind tak for den kæmpe opbakning til Herrelandsholdet fra hele Danmark. Vi håber fortsat på, at der kommer flere fans på Wembley. Uanset hvad er jeg overbevist om, at spillerne kommer til at mærke den samme fantastiske støtte på Wembley, som de har oplevet under hele EM,” siger Jakob Jensen.
1.000 danskere kan rejse til en evt. finale
Til finalen har UEFA lavet en særaftale med de britiske myndigheder om tilrejsende fans. Det betyder, at Danmark i tilfælde af kvalifikation til EM-finalen kan få 1.000 tilrejsende fans ind på Wembley.
Disse fans vil være i en striks ’smitte-boble’, og rejser ud og hjem samme dag med chartret fly fra Danmark.
De britiske myndigheder kræver data på passagerer og indrejse-papirer ordnet inden længe. Derfor er DBU nødt til at gå i salg med disse billetter allerede inden, Danmark spiller sig i en eventuel finale.
Billetterne til de 1.000 danske fans fordeles således:
- 50 % af de danske billetter går til de mest loyale fans pr. loyalitetsranglisten 01-07-2021.
- 50 % af de danske billetter går til tilmeldte medlemmer af fanklubben udtrukket i lotteri. 10 loyalitetspoint giver et lod i lodtrækningen, 20 point giver to lodder, 30 point giver tre osv.
Kommer Danmark ikke i finalen, vil det ikke være muligt for danske fans at rejse til London og se finalen. Det fulde beløb betalt for finalerejsen bliver refunderet.
Vi melder snarest muligt ud, hvornår billetsalget til en eventuel finale går i gang.
Læs endnu mere om finalerejsen på fordanmark.dk.