Lørdag spiller Herrelandsholdet EM-kvartfinale mod Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Derfor har DBU været i dialog med Amnesty international i Danmark og fået en orientering om Aserbajdsjans forskellige udfordringer på menneskerettighedsområdet, blandt andet med krænkelse af ytringsfrihed, politisk opposition og kvinders forhold. Nu vil DBU dele et brief med Herrelandsholdets trup og stab samt de fans, der beslutter sig for at rejse til Baku. Det fortæller Jakob Jensen, adm. direktør i DBU:

”Aserbajdsjan har udfordringer i forhold til basale menneskerettigheder. Derfor har vi søgt råd hos Amnesty International i Danmark og fået deres viden, som vi giver videre til vores trup, stab samt til de danske fans, der vil rejse til Baku for at se kampen. Vi er taknemmelige for de fans, der vil bakke op om landsholdet, og vi foreslår, at de sætter sig ind i forholdene i Aserbajdsjan, når de besøger landet,” siger Jakob Jensen.

Og Amnesty International i Danmark udtaler: 

”Styret i Aserbajdsjan har gennem flere år brugt afholdelsen af store sports- og underholdningsbegivenheder til at dække over grove menneskerettighedskrænkelser. EM i fodbold er ingen undtagelse. Derfor glæder det os, at vi kan dele vores viden om menneskerettighedssituationen i Aserbajdsjan med både DBU og de fans, der vælger at rejse til landet,” siger Annette Stubkjær Rimmer, politisk rådgiver i Amnesty.

Læs faktaark fra Amnesty International om Aserbajdsjan her.