2020 blev et trist år for fans af Herrelandsholdet og Kvindelandsholdet, der ikke fik meget fodbold at se på stadion. Derfor var det ikke desto mindre vigtigt, at fansene på andre måder kunne komme tæt på holdene.

Det kunne fansene på sociale medier, hvor de to A-landsholds indhold har præsteret ekstraordinært godt i 2020.

I alt har Kvindelandsholdet og Herrelandsholdets indhold på Facebook og Instagram genereret 156 millioner visninger i 2020, hvilket er rekordmange for de to landshold samlet.

- Tak til den britiske regering og Robert Skov
Og særligt kom en mindeværdig debutanttale med Oliver Christensen godt ud til fansene. Til landskampen mod Sverige i november fik OB-målmanden sin første kamp for Danmark, og som det er kutyme efter en debut, skal spilleren holde en tale for resten af holdet.

Det gjorde Oliver Christensen også, og han fik blandt andet nævnt på humoristisk manér, at han ville takke den britiske regering og Robert Skov for debuten. Han refererede selvfølgelig til situationen i november, hvor der på grund af corona-indrejseregler fra England og isolation for flere faste spillere måtte efterudtages en del spillere – Oliver Christensen inklusiv - til landskampen mod Sverige.

Se videoen her

Videoen med talen blev set af over 700.000 fans, ligesom den også blev bragt i en lang række nyhedsmedier, der viste klip fra videoen fra omklædningsrummet.

”Jeg var den sidste, der skulle holde min tale, og mange af de andre sagde nogle rigtigt fine ting, men jeg kunne jo ikke bare tale dem efter munden. Så da det er ved at blive min tur, sidder jeg og tænker over, hvad jeg egentlig skal sige. Og så kom jeg i tanke om, at det kunne være meget sjovt at lave grin med hele coronasituationen, der var omkring landsholdet,” siger Oliver Christensen om talen.

”Jeg prøvede at lave noget anderledes og en sjov takketale, hvor jeg tog lidt pis på den måde, jeg fik min debut på. Så jeg er da glad for, at der var andre end mig, der syntes, at det var sjovt,” fortæller han videre.

Oliver Christensen fik også stor ros for sin debut, hvor han holdt buret rent i 2-0-sejren over Sverige.

Sanne Troelsgaard og de 150 kampe
Generelt var unikke videoer fra omklædningsrummene store i 2020.

På Kvindelandsholdet blev en video med Sanne Troelsgaard, der i kampen mod Italien i december optrådte for landsholdet for 150. gang, set af knap 350.000 fans. Troelsgaard blev efter kampen overrasket med jubilæumstrøje og taler fra anfører Pernille Harder og fodbolddirektør Peter Møller.

Se videoen her

Og for 150 kamps jubilaren Sanne Troelsgaard har det været et hårdt år uden fans tæt på kampene.

”Vi har savnet vores fantastiske fans til landskampene i 2020. Vi har savnet at tage selfies, skrive autografer og synge nationalmelodien med dem. Men vi har alligevel kunnet mærke deres store støtte på sociale medier. Derfor er vi glade for, at fansene har kunnet komme helt tæt på os. Jublen efter kvalifikationen til EM og talerne i omklædningsrummet efter min jubilæumskamp vil jeg aldrig glemme,” siger Sanne Troelsgaard.

Da Kvindelandsholdet sikrede kvalifikationen til EM i 2022, kunne fansene også komme helt tæt på festlighederne i omklædningsrummet med en video, der blev set af knap 800.000 fans.

Se videoen her

For DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer er det et lyspunkt i et ellers trist år, at så mange fans har haft muligheden for at følge med i landsholdenes kampe, træninger og samlinger.

”Vi har savnet fans til landskampe i 2020. Derfor er vi endnu mere glade for at give landsholdenes mange fans indblik i livet i omklædningsrummet og de fantastiske taler, spillerne holder for hinanden. Det er vildt så mange, der har set og delt dem på sociale medier. Nu glæder vi os til at få fans til landskampe i 2021, når det bliver muligt igen,” siger Jakob Høyer.

Den bedst præsterende video i 2020 på tværs af de to landshold var med talerne i omklædningsrummet på Wembley, efter at både Simon Kjær og Christian Eriksen spillede kamp nummer 100 for landsholdet mod England. Det blev blandt andet markeret med en fantastisk tale af Kasper Schmeichel, der mindedes sine første møder med Eriksen og Kjær.

Videoen blev set af over 1 million fans og bragt i mange nyhedsmedier i dagene efter kampen.

Se videoen her

  • Herrelandsholdets indhold på Facebook og Instagram genererede 119 millioner visninger i 2020, hvilket er en stigning på 19 procent i forhold til 2019.
  • Kvindelandsholdets indhold på Facebook og Instagram genererede 37 millioner visninger. Det er en stigning på hele 91 procent i forhold til 2019.
  • Herrelandsholdet har opnået knap 2,9 millioner interaktioner på Facebook og Instagram. En stigning på 8,1 procent i forhold til 2019.
  • Kvindelandsholdet har genereret knap 1 million interaktioner på Facebook og Instagram, hvilket er en stigning på hele 104 procent i forhold til året før.