Kvindelandsholdet spiller ikke i februar
Der bliver ingen samling for Kvindelandsholdet i februar grundet corona-situationen med høje smittetal i hele Europa. Stor træningsturnering i England aflyses.
Kvindelandsholdet kvalificerede sig i efteråret til EM 2022 efter en fantastisk kvalifikationsturnering. Men der kommer til at gå længere tid end først ventet, før Lars Søndergaards udvalgte igen skal i aktion.
Corona-situationen i Danmark og Europa betyder, at Kvindelandsholdets første samling i 2021 ikke bliver i februar, som det ellers har været planen i flere måneder:
”Vi skulle have deltaget i en stor træningsturnering i England, som er blevet aflyst på grund af pandemien. Samtidig har vi desværre ikke kunnet arrangere en træningslejr i syden med de mange omfattende rejserestriktioner, samt med de Covid-19-hensyn vi ønskede,” siger fodbolddirektør Peter Møller.
Turneringen er blevet aflyst af de engelske myndigheder og arrangørerne grundet de høje smittetal i England. Netop grundet den store smitte i England har DBU og de andre deltagerlande været skeptiske omkring afviklingen af turneringen og ser det som den rigtige beslutning at aflyse.
Landstræner Lars Søndergaard ærgrer sig over den aflyste samling, men forstår beslutningen:
”Vi havde glædet os til samlingen, hvor der var udsigt til nogle spændende kampe mod stærke nationer. Derfor ærgrer jeg mig selvfølgelig. Men lige nu er fodbold ikke det vigtigste. Der er mennesker, som har det langt hårdere end os. Nu krydser jeg bare fingre for, at det vender hurtigst muligt, så vi snart kan samles igen,” siger Lars Søndergaard.
Så snart Kvindelandsholdets næste samling og potentielle kampe er på plads, bliver dette meldt ud på DBU og landsholdets platforme.