Pige- og kvindefodbold er inde i en rivende udvikling med større opmærksomhed, flere tilskuere og TV-seere, større partnerskaber samt et sportsligt voksende niveau.

I Danmark har Kvindelandsholdet de seneste år været et fantastisk eksempel på kvindefodboldens potentiale med EM-sølv i 2017 og en suveræn kvalifikation til EM i efteråret 2020. Samtidig er landets bedste kvindelige fodboldrække, Gjensidige Kvindeliga, blevet større og stærkere, både sportsligt og økonomisk.

Og ude i landet har klubber arbejdet med Pigeraketten og andre projekter for at få endnu flere piger til at få glæde af de mange oplevelser i fodboldens verden. Alt sammen som en del en fælles ambition om at fordoble antallet af piger og kvinder i dansk fodbold fra de nuværende 65.000 til 130.000 inden 2025.

Drømmene og visionerne for dansk pige- og kvindefodbold er endnu større. Derfor har en tværgående arbejdsgruppe i DBU udarbejdet rammer og proces for en ny strategi for pige- og kvindefodbold. Oplægget er netop blevet godkendt af DBU’s bestyrelse og har den ambitiøse vision: ’Sammen skaber vi verdens bedste nation at være pige- og kvindefodboldspiller i’.

DBU-formand Jesper Møller glæder sig over det høje ambitionsniveau – og ikke mindst, at ambitionerne er skabt i fællesskab mellem elite og bredde, klubber og relevante udvalg og organisationer:

”Kvindefodbolden udvikler sig konstant, og i dansk fodbold har vi de seneste år skubbet til den udvikling med en række forskellige tiltag. Nu har vi visionen, rammerne og planen for et strategi-arbejde, der kan føre dansk pige- og kvindefodbold endnu længere i fremtiden,” siger Jesper Møller.

Også i DBU Bredde glæder formand Lars Albæk sig over, at oplægget nu er godkendt, og at arbejdet med at skabe de bedste rammer for pige- og kvindefodbold kan fortsætte:

”Vi skal have mange flere piger og kvinder til at spille fodbold og blive en del af det fantastiske fællesskab, som fodbolden har ude i klubberne. Fodbolden skaber glæde og begejstring lige fra den femårige fodboldspiller til den frivillige ildsjæl, og det skal vi i dansk fodbold dele med endnu flere mennesker,” siger han.

Rammerne for den nye strategi skal omfavne både pige- og kvindefodbold i bredden og talentudvikling, ligaklubber og landsholdsfodbold for kvinderne, fortæller Mette Bach Kjær, formand for Kvinde-eliteudvalget og bestyrelsesmedlem i DBU:

”Vi har en unik mulighed for at blive blandt de allerbedste nationer inden for pige- og kvindefodbolden. Vi skal være ambitiøse og drømme stort. Med vision og rammer for en fælles strategi har vi forudsætningerne for at udvikle endnu flere og bedre spillere, få en endnu stærkere kvindeliga og have et af Europas bedste landshold,” siger hun.

DBU’s arbejde for pige- og kvindefodbolden de seneste år er sket med flere tiltag. I efteråret 2016 blev Kvinde-kommissionen nedsat for at bidrage med ideer til udviklingen af pige- og kvindefodbold i Danmark, Gjensidige Kvindeliga blev lanceret i sommeren 2019, mens DBU i en længere periode har arbejdet på muligheden for at få EM for kvinder i 2025 til Danmark og et VM i Norden i 2027.

Endelig har DBU i januar 2021 indført et nyt licenssystem, der skal styrke talentudviklingen i pige- og kvindefodbold.

I efteråret 2019 nedsatte DBU’s bestyrelse en ad hoc-gruppe, der - på baggrund af Kvinde-kommissionsrapporten og de seneste års nye anbefalinger fra UEFA og FIFA - skulle udvikle en samlet visionsplan for dansk pige- og kvindefodbold.

Gruppens arbejde har udmundet i en indstilling til DBU’s bestyrelse om, at der nu skal udarbejdes og vedtages en fælles, ambitiøs strategi for hele dansk pige- og kvindefodbold. Det er denne indstilling, som bestyrelsen har godkendt.