Herrelandsholdet bakker op om DBU’s Qatar-indsats
Spillerrådet har holdt møde med DBU’s formandskab og ledelse og blandt andet drøftet VM i Qatar. Spillerne bakker op om DBU’s kritik af forholdene i Qatar.
Onsdag aften spiller Herrelandsholdet mod Skotland i Parken og fortsætter dermed kampen for at kvalificere Danmark til VM 2022.
Dermed fortsætter også debatten om menneskerettighedssituationen i Qatar, hvor DBU i længere tid har arbejdet for at skabe forbedringer og forandringer via kritik og dialog med både styret i Qatar og med VM-arrangørerne fra FIFA m.fl.
Menneskerettighederne i Qatar var også på agendaen, da Spillerrådet for Herrelandsholdet holdt statusmøde med DBU’s formandskab (formand og to næstformænd) og ledelse. På mødet fik Spillerrådet en status på blandt andet DBU’s aktiviteter og planer i forhold til VM i Qatar.
Spillerrådet og spillerne bakker op om DBU’s holdninger og handlinger, fortæller anfører Simon Kjær:
“Efter et fantastisk EM glæder vi os til at kæmpe for at få Danmark med til endnu en VM-slutrunde og skabe en ny fodboldfest for alle. Som anfører må jeg sige, at vi spillere har jo ikke valgt, at VM 2022 skal spilles i Qatar, og vi er meget kritiske overfor de menneskerettighedsforhold, vi ser i landet. Vi bakker naturligvis fortsat fuldt og fast op om DBU’s kritiske linje overfor Qatar.
Vi spillere har jo flere gange offentligt vist vores standpunkt i forhold til VM i Qatar, men nu er vi nødt til at holde fokus på spillet på banen - for overhovedet at kvalificere os til det VM - og så lade DBU som organisation om at tage de politiske kampe uden for kridtstregerne,” siger han.
DBU’s formand, Jesper Møller, glæder sig over den positive dialog med Spillerrådet om både succesen ved sommerens EM-slutrunde og arbejdet frem mod VM i Qatar næste år i december.
”DBU og landsholdsspillerne har ikke været med til at beslutte, at VM 2022 skal afholdes i Qatar. Det er en kontroversiel beslutning, og der er fortsat store udfordringer på menneskerettighedsområdet hos VM-værterne. Derfor har DBU siden 2015 arbejdet for at skabe forandringer i Qatar, i tæt samarbejde med vores nordiske kolleger og efter rådgivning fra blandt andet fagbevægelsen og Amnesty International. DBU’s bestyrelse og ledelse går forrest i arbejdet med at skabe forandringer i Qatar, så spillerne kan fokusere på spillet på banen. Det er vores ledelses-ansvar at fortsætte kampen for bedre menneskerettigheder i Qatar,” siger han.
DBU har i 2021 afholdt en høring om menneskerettighedssituationen i Qatar, har skrevet flere kritiske breve til FIFA og bragt kritikken op på møder og konferencer med deltagelse af FIFA, Amnesty International og repræsentanter fra VM-arrangørerne i Qatar. Samtidigt bliver spillerne på Herrelandsholdet løbende opdateret på forholdene i Qatar af Amnesty International.
Læs mere om DBU’s holdninger og handlinger i forhold til VM i Qatar her.