EM-slutrunden på dansk grund til sommer er for alvor ved at være tæt på.

Om 50 dage går Herrelandsholdet ind på hjemmebanen i Parken til den første EM-kamp, hvor modstanderen er Finland, og nu lancerer DBU den perfekte optakt til EM-slutrunden.

Byd velkommen til magasinet EM-Klar, der udkommer både som video på DBU’s Youtube-kanal og i podcast-universet Landsholdslejren.

Den første udgave er netop kommet på gaden, og her kan du møde den dobbelte målscorer fra Østrig-kampen, Andreas Skov Olsen, der veloplagt deltager over en Skype-forbindelse i Bologna, hvor han spiller til daglig.

Andreas Skov Olsen skal blandt andet kåre sit yndlingslandsholdsmål af en indskifter, hvor han blandt buddene genser Ebbe Sands legendariske mål mod Nigeria i 1998, og så fortæller han om drømmen om at spille EM på hjemmebane. Der bliver også tid til en sjov hilsen fra ungdomstræner Niels Jakobsen, der trænede Andreas Skov Olsen i Alsønderup IF.

Værter på udsendelsen er Anders Frank fra DBUTV samt Anders Hagen, der er fankoordinator i DBU.

Magasinet udkommer hver uge frem mod EM med aktuelle landsholdsspillere.

Se EM-Klar på Youtube her
Lyt til EM-Klar som podcast her