Udsigten til at se fodbold på et klapsæde med stadionplatte i hånden og noget koldt at drikke i den anden er lige om hjørnet.

For en del af næste fase af landets genåbning, der begynder d. 21. april, er nu officiel. Et politisk flertal har blandt andet besluttet at hæve forsamlingsloftet til 10 personer indendørs og 50 udendørs samt at genindføre den såkaldte ’Superliga-ordning’. En ordning, hvor tilskuere sidder i adskilte sektioner med et maks. på 500 personer. Gyldigt corona-pas skal fremvises og alle tilskuere skal registreres i forhold til smitteopsporing.

Det glæder DBU-direktør, Jakob Jensen, at der igen kan komme fodboldfans på lægterne til både 3F Superliga, Gjensidige Kvindeliga, divisionsfodbold, pokalfinaler og ikke mindst Herrelandsholdets og Kvindelandsholdets kampe:

”Vi vil gerne takke regeringen og aftaleparterne for at kigge fodboldens vej. Det er meget glædeligt, at vi nu kan få tilskuere tilbage på stadion, og at forsamlingsloftet øges i den næste genåbning af Danmark. Fodbold er ikke det samme uden tilskuere. Derfor er jeg meget glad for, at det nu bliver muligt at få fans tilbage til på stadion. Det er altafgørende for fodboldens fællesskaber.”

Regeringen har desuden garanteret minimum 11.000 til 12.000 tilskuere til de fire EM-kampe på dansk grund. Ekspertgruppen om store forsamlinger arbejder fortsat og forventes at skulle komme med en anbefaling om mulighed for flere tilskuere til sommerens EM i Parken.