Men boykot skaber ikke bedre forhold for migrantarbejderne. Det gør et større pres fra både fans, fodboldforbund og idrætsorganisationer.

Forleden havde idrætshistoriker Hans Bonde kronikken ”Landsholdets protester mod VM i Qatar kommer ikke til at gøre en forskel” i avisen. Udover en masse god historisk indsigt, hopper også Bonde på letkøbte konklusioner og pointer om borgerforslag og meningsmålinger for boykot, selv om begge dele ikke forholder sig til, om boykot vil gøre en forskel for situationen i Qatar.

Derfor vil jeg gerne forsøge at nuancere og uddybe debatten:

Vi er imod, at VM i 2022 afholdes i Qatar. Beslutningen om værtskabet blev truffet i et lukket rum i FIFA i 2010, og vi har derfor ikke stemt for den. Såfremt vi havde haft en stemme, havde vi naturligvis stemt imod. FIFA’s regler for tildeling af VM-slutrunder blev ændret i 2016, hvor DBU gik forrest for at indføre en demokratireform i FIFA’s system. Alt dette for at undgå en lignende situation igen.

Vi er imod de forfærdelige overtrædelser af menneskerettigheder i Qatar. Derfor har vi siden 2016 kritiseret forholdene overfor styret og VM-arrangørerne. To gange har vi besøgt Qatar med vores nordiske forbundskolleger. Det er sket i samarbejde med fagbevægelsen, FN’s arbejdsorganisation, ILO, og med rådgivning fra Amnesty i Danmark. På besøgene har vi kritiseret forholdene overfor magthaverne i Qatar og mødtes med de migrantarbejdere, det hele handler om. Når man mødes med dem uden for det officielle program, beder migrantarbejderne os om at fastholde kritikken og komme igen.

Vi mener ikke, at boykot er den rette løsning. Det er at vende ryggen til problemerne. Derfor vil vi, når corona-pandemien tillader det, igen besøge Qatar, fremføre vores kritik og på den måde lægge pres for at ændre situationen til det bedre.

Vi mener, at pres og dialog er vejen at gå, hvis vi ønsker at skabe forandringer. Ikke alene i Qatar men også i lignende lande, så vi fremover ikke skal spille fodbold, håndbold eller dyrke atletik til store slutrunder i lande, der ikke lever op til basale menneskerettigheder. Med dialog og diplomatisk pres er der ifølge ILO, den internationale fagforeningssammenslutning, ITUC, og Amnesty International for eksempel sket forbedringer for migrantarbejderes rettigheder og minimumslønninger, mens det såkaldte Kafala-system er under afskaffelse. Vi er dog langtfra i mål. Men det er skridt i den rigtige retning.

Og det er det også, når Herrelandsholdet forud for landskampe bærer en trøje påtrykt ’Football Supports Change’. Der skal fælles pres til, og spillerne ønskede at være en del af markeringen sammen med Holland og Belgien. Men vi skal have flere lande og fodboldforbund med. Derfor vil vi også tage yderligere dialog med andre forbund, FIFA, fodboldfans, presse og politikere. Vi kan nemlig ikke skabe forandringerne selv. 

Vi skal huske, at vi har en unik mulighed for at være med til at skabe forandringer. Det kan kun ske, hvis vi har et fælles mål: Fokus på menneskerettigheder og bedre forhold for migrantarbejderne. Kun på den måde kan vi være med til at skabe reelle forandringer i Qatar.

 

Indlægget blev bragt i Berlingske