8-0. 3-0. 2-0. 2-0. 14-0.

29-0 i målscore og maksimumpoint efter fem kampe var status, da Kvindelandsholdet i november gik på pause efter en perfekt start på EM-kvalifikationen.

Jagten på EM skulle være genoptaget i marts, men på grund af corona er kvalifikationsturneringen blevet udskudt et halvt år. Nu har Lars Søndergaard for første gang i ti måneder sat navne på sin trup til betydende landskampe: De to EM-kval-kampe senere i september mod Bosnien-Hercegovina og Malta.

Landstræneren har udtaget en stor trup på 23 spillere mod de normalt 18 spillere, der udtages til kvalifikationskampe. Den større trup er gjort mulig som en del af DBU’s ambitioner om at styrke det sportslige setup for Kvindelandsholdet efter forlængelsen af kvindelandsholdsaftalen til 2025.

I truppen er der glædeligt comeback til angriber Signe Bruun fra Paris SG, der pådrog sig en alvorlig knæskade sidste sommer. Blandt Søndergaards udvalgte finder vi også en mulig debutant i Fortuna Hjørrings 19-årige Olivia Møller Holdt, der er med på Kvindelandsholdet for første gang.

”Vi har udtaget en stærk trup med stor kvalitet i bredden og mange spillere, der er i rigtig god kampform. Vi glæder os meget til at komme i aktion igen til to vigtige kampe, som vi skal vinde, så vi står godt før kampene mod Italien,” siger Lars Søndergaard, der også sætter positive ord på Signe Bruuns comeback i rødt og hvidt:

”Jeg havde hende med til to coronatræninger, hvor hun havde været ude i et år, men alligevel viste et højt niveau. Hun er en målscorer, der er dygtig til at finde rum i boksen og er iskold foran mål. Det imponerer mig. Og så går hun uimponeret ind og spiller vigtige kampe. Hun er en rigtig spændende joker for os og en angriber for fremtiden,” siger Lars Søndergaard.

Kvindelandsholdet møder Bosnien-Hercegovina på udebane torsdag den 17. september, mens Malta er værter fem dage senere.

Truppen Bosnien ude og Malta ude