Kvindelandsholdet er EM-klar
Danmark slår Italien 3-1 på udebane mod Italien. Dermed er Danmark EM-klar og skal rydde kalenderen til 2022, hvor EM-slutrunden spilles i England.
Stadio Carlo Castellani i Empoli lagde tirsdag aften græs til endnu et imponerende kapitel i fodboldhistorien om det danske kvindelandshold. Her sikrede Kvindelandsholdet sig nemlig på imponerende vis kvalifikationen til EM, som bliver spillet i England i sommeren 2022.
Italienerne var på papiret den sværeste modstander for danskerne i gruppen, som danskerne senest slog i en tællende kamp i 1991. Derfor ville det kræve en stor holdindsats, hvis EM-kvalifikationen allerede skulle sikres på italiensk jord en spillerunde før tid.
Dansk drømmestart
De danske kvinder kommer ud som lyn og torden og sætter sig hurtigt på kampen. Det bliver understreget af Nicoline Sørensen, da hun efter seks minutters spil sender bolden ind bag den italienske keeper direkte på hjørnespark. Herfra ser danskerne sig ikke tilbage.
Danskerne dominerer kampen og skaber flere store chancer i indledningen. I det 17. spilleminut bringer Nadia Nadim med et flyvende hovedstød Danmark foran 2-0 på indlæg fra Pernille Harder.
Allerede to minutter inde i anden halvleg er sejren så godt som sikker. Her bliver Nadia Nadim dobbelt målscorer, da hun endnu en gang header bolden i nettet.
Italien får pyntet på resultatet efter en time på grønsværen, da Valentina Giacinti reducerer for hjemmeholdet til 1-3. Det første mål, som Danmark inkasserer i kvalifikationen. Tættere på kommer det italienske mandskab heller ikke, og Kvindelandsholdet kan omfavne hinanden, da den walisiske dommer Cheryl Foster fløjter kampen af.
EM-billetten er hjemme!
De danske kvinder kvalificerer sig dermed til EM-slutrunden i England i sommeren 2022, efter en fejlfri og overbevisende kvalifikation. Kvindelandsholdet fører nu gruppen med en 27 point efter ni kampe og en målscorer på 48-1.
Det endelige punktum for kvalifikationen sættes hjemme i Viborg mod Italien, der kommer på besøg den 1. december. Her kan danskerne cementere den aktuelle førsteplads i gruppen og dermed sikre sig bedst mulige udgangspunkt forud for lodtrækningen til slutrunden.
Se højdepunkterne fra den flotte danske sejr herunder: