To nye ansigter i Kasper Hjulmands landsholdstrup
Mikkel Damsgaard og Jens Jønsson er begge en del af landstræner Kasper Hjulmands trup til kampene mod Sverige, Island og Belgien.
Endnu en omgang landskampe venter for Kasper Hjulmands tropper.
Efter tre sejre på stribe i oktober med først 4-0 over Færøerne i Herning, siden 3-0 på udebane over Island, før det hele kulminerede med en flot 1-0-sejr på Wembley mod England, venter nu nye udfordringer.
Sverige, Island og Belgien er modstanderne i november, og nu har landstræner Kasper Hjulmand sat navne på de 23 spillere, han udtager til kampene. (se truppen nedenfor.)
Og den indeholder blandt andre Mikkel Damsgaard og Jens Jønsson, der ikke tidligere har været med på Herrelandsholdet. Mikkel Damsgaard er normalt en del af U21-landsholdet, hvor han står noteret for otte kampe, og med sine 20 år bliver han truppens yngste spiller.
Jens Jønsson, der spiller i spanske Cadiz til daglig, står noteret for hele 42 officielle kampe for de danske ungdomslandshold, og nu kan han altså få sin debut på A-landsholdet.
Senere på ugen vil Hjulmand desuden udtage endnu to spillere til truppen, der altså skal i aktion allerede onsdag den 11. november til en testkamp mod Sverige på Brøndby Stadion. Siden gælder det Island på hjemmebane i Parken søndag den 15. november, hvorefter den sidste kamp i Nations League-gruppen er mod Belgien på udebane den 18. november.