En del voksne danskere føler sig ensomme som konsekvens af corona-pandemien. Det er netop denne ensomhed, den nye pulje skal hjælpe med at overkomme en del af.

Den nye pulje på 10 mio. kr. kan søges af foreninger på kultur-og socialområdet til aktiviteter for borgere over 21 år, som mærker konsekvenserne af corona-pandemien i form af ensomhed. Aktiviteterne skal give borgere adgang til sociale fællesskaber, som målgruppen ellers ikke har adgang til. Puljen kan søges af foreninger, der i forvejen er aktive i lokalsamfundet, fx idrætsforeninger.

I kan søge penge til nyudviklede aktiviteter, eksisterende aktiviteter til nye målgrupper eller eksisterende aktiviteter, som tilpasses målgruppens behov og de gældende retningslinjer ift. Covid 19.

Måske har I allerede et Fodbold Fitness eller motionsfodboldhold, hvor alle kan være med? Måske har I lyst til at starte et nyt hold for voksne eller seniorer? Det kunne også være et Gå-fodboldhold som rækker ud mod nogen, som ellers ikke kan spille fodbold? I alle tilfælde kan I bruge penge fra puljen til at lave aktiviteter, som er særligt målrettet mod at få ensomme voksne med.

Puljen kan søges fra i dag , og alle midlerne skal være uddelt inden jul.

Søg og læs mere om puljens ansøgningsfrister og krav.

Du kan også tilmelde dig Slots- og Kulturstyrelsens særlige Corona nyhedsliste, som giver dig notifikationer om nye støttepuljer og muligheder.

 

Få hjælp af en konsulent

Hvis I har brug for hjælp til at starte et Fodbold Fitness-, motionsfodbold- eller Gå-fodboldhold op, kan I altid få hjælp fra Bevæg dig for livet-fodboldprojektet. Her kan I få en konsulent eller klubrådgiver ud, der hjælper jer med at starte holdet op og tiltrække jeres valgte målgruppe. Læs mere her.