Positiv Covid-19-test fra Lyngbyspiller påvirker ikke U21
En positiv afgivet Covid-19-test afgivet af Lyngby-spiller Frederik Winther, der kort var med i U21-landsholdstruppen, påvirker ikke U21-landsholdet. Alle er meldt klar til kamp mod Rumænien tirsdag aften. Oskar Snorre fra HB Køge er indkaldt mandag som gardering på målmandsposten.
Mandag afgav forsvarsspilleren Frederik Winther en positiv Covid-19-test i klubregi. Lyngby-spilleren var i en kort periode en del af U21-landsholdet i sidste uge, derfor blev der også i landsholdsregi igangsat en række yderligere tiltag ifht. de gældende protokoller.
Frederik Winther blev skadet på førstedagen i U21-lejren onsdag i sidste uge og nåede derfor ikke at have en stor kontakt med resten af truppen.
”Da vi fik beskeden i går mandag, gik vi straks i gang med at håndtere situationen efter de gældende protokoller. Herunder at få foretaget supplerende Covid-19-tests udover den testrække, vi allerede har på holdet som en del af Covid-19 – protokollen. Alle test har været negative, og derfor er alle spillere meldt klar til kamp i aften,” siger U21-landsholdets læge, Jesper Petersen.
Mandag udtog landstræner Albert Capellas målmand Oskar Snorre som en ekstra gardering på målmandsposten, og HB Køge-spilleren ankom derfor mandag aften til Rumænien
Truppen i Rumænien består dermed af 21 spillere. Emil Riis, der skulle flyve direkte til Rumænien fra England, er blevet hjemme, efter at klubben har haft tilfælde med en positiv Covid-19-test kort før afgang. Derfor blev det vurderet, at det var sikrest, at angriberen blev i England.
Danmark møder Rumænien tirsdag aften kl. 19.30 dansk tid. Danmark har allerede kvalificeret sig til EM og sikret førstepladsen i kvalifikationsgruppe 8 efter ni kampe uden nederlag. Rumænien kan dog med en sejr sikre sig en EM-kvalifikation som en af de bedste to’ere, mens Danmark fortsat har seedningspoint at spille om.
Kampen vises på 6’eren og Dplay.