Den engelske regering har torsdag aften besluttet at lempe sine generelle rejserestriktioner. Lempelsen betyder, at Kvindelandsholdet kan få Nicoline Sørensen, Pernille Harder, Rikke Sevecke og Stine Larsen hjem til Danmark og tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Italien.

De fire spiller til dagligt i engelske klubber og har været omfattet af nyeste engelske rejserestriktioner. Derfor kunne de ikke møde ind sammen med resten af landsholdskammeraterne onsdag. Men nu kan spillerne rejse, da de engelske rejseregler igen giver blandt andet professionelle atleter mulighed for at rejse på tværs af grænsen.

Direktør Jakob Jensen glæder sig over, at spillerne kan slutte sig til Kvindelandsholdet:

”Vi er rigtig glade for, at spillerne kan komme hjem fra England og være med i årets sidste og vigtige kvindelandskamp. Jeg vil gerne takke det engelske fodboldforbund og den danske ambassade i London for det gode samarbejde”, siger Jakob Jensen.

DBU forventer, at Nicoline Sørensen, Pernille Harder, Rikke Sevecke og Stine Larsen kan rejse hjem senest lørdag og blive testet, så de kan træne hurtigst muligt herefter.

Landstræner Lars Søndergaard glæder sig til igen at råde over de fire spillere, som han havde udtaget til den oprindelige trup.

”Det er positivt, at vi får spillerne i de engelske klubber hjem, så vi kan stille med det stærkeste hold. Jeg glæder mig over, hvordan de efterudtagne spillere har trådt til og bidraget på træningsbanen. Det siger meget om, hvor mange dygtige spillere vi har i dansk kvindefodbold. Nu ser vi frem til kampen mod Italien,” siger Lars Søndergaard.

EM-kvalifikationskampen mod Italien spilles tirsdag kl. 17.15 og kan ses på DR1.