Kvindelandsholdet jagter sejr nummer 10
Landstræner Lars Søndergaard giver genvalg til 23 spillere, der med endnu en sejr kan gøre rent bord i EM-kvalifikationen.
Kvindelandsholdet står foran årets sidste landskamp, når Italien gæster Viborg Stadion den 1. december.
Danmark sikrede EM-billetten mod selv samme modstander den 27. oktober mod en flot 3-1-sejr i Empoli. Sejren var den niende ud af ni mulige i EM-kvalifikationen, og hvis Danmark kan vinde endnu en gang, fuldender de rød-hvide en imponerende kvalifikationsturnering med maksimumpoint:
”Vi går benhårdt efter at runde en fantastisk kvalifikation af på bedste vis hjemme i Viborg foran nogle af vores rød-hvide fans. Vores mål er altid at vinde, og det vil være en stor præstation, hvis vi kan gøre rent bord med sejr nummer 10. Samtidig er der vigtige koefficientpoint på spil i forhold til seedning til VM-kval’en og EM, så vores motivation er i top, selvom EM-billetten er i hus,” siger landstræner Lars Søndergaard.
Ikke siden kvalifikationen til VM i USA i 1999 har Kvindelandsholdet vundet alle kampe i en kvalifikationsturnering. Dengang vandt Danmark alle seks kampe. Aldrig før er kvinderne gået sejrrigt fra banen i hele 10 kampe i samme kvalifikation.
For tredje samling i træk skal de samme spillere repræsentere Danmark. Du kan se Lars Søndergaards trup med genvalg til alle 23 spillere herunder:
Da flere spillere i truppen til dagligt bor og spiller i Nordjylland og England, der i øjeblikket er omfattet af særlige corona-restriktioner, følger DBU udviklingen i disse områder nøje. I dialog med myndighederne arbejdes der aktivt på at finde forsvarlige løsninger, så alle spillere kan komme til Danmark og spille for landsholdet.
EM-kvalifikationskampen mod Italien kan ses tirsdag den 1. december med optakt fra klokken 16.30 på DR 1. Kampstart er klokken 17.15. Husk, at du kan følge Kvindelandsholdet på Facebook, Instagram og Twitter.