Op til VM i 2018 spillede Danmark den sidste testkamp med svensk modstand, da det blev 0-0 i Stockholm mellem Sverige og Danmark.

Op mod EM i år mødes de to hold igen i en testkamp, der spilles på Brøndby Stadion den 7. juni klokken 18.00.

Dermed er Åge Hareide og landsholdets optaktsprogram komplet, idet der allerede er en kamp mod Norge på plads. Det opgør spilles den 1. juni og ligeledes på Brøndby Stadion, og det glæder landstræner Hareide.

”Vi er meget glade for nu at have to stærke hold i form af Norge og Sverige på plads som testmodstandere op til EM, og vi er også meget tilfredse med at spille begge kampe på Brøndby Stadion, som jo er tæt på vores EM-lejr i Helsingør. Det giver os rigtig gode betingelser i forberedelserne frem mod EM. Nu glæder vi os meget til foråret, der allerede for alvor går i gang med kampe i Herning og London,” siger Åge Hareide.

Vi forventer at starte billetsalget til de to testkampe ultimo marts.

Allerede senere på måneden tager holdet for alvor hul på EM-forberedelserne med to testkampe. Først venter Færøerne i Herning den 27. marts, før holdet drager til London for at møde England på Wembley den 31. marts.

Seneste kamp på Brøndby Stadion for Herrelandsholdet var testkampen mod Mexico den 9. juni 2018, hvilket var holdets sidste kamp før VM i Rusland. Resultatet blev ved den lejlighed 2-0 til Danmark efter mål af Yussuf Poulsen og Christian Eriksen.